I 2010 skal Semco Maritime omsætte for 3 mia. kr. Dermed bliver der tale om en fordobling af den nuværende omsætning. Det skriver Børsen fredag.
- Bestyrelsen har godkendt, at vi laver en ny vækstplan, og de ser gerne, at den bliver ambitiøs. Det kan man roligt sige om den her, så vi har ret travlt, allerede inden planen er helt færdig, siger meddirektør Jan Hansen til Børsen.
Det ambitiøse mål skal dels nås gennem organisk vækst og dels gennem opkøb af konkurrerende virksomheder inden for olie- og gassektoren og infrastruktur.
Semco Maritime har specialiseret sig i tekniske entrepriser til offshore-industrien, men har også et stadigt spirende marked inden for kraftværker.