23948sdkhjf

Dacapo sikrer rekordår i hårdt stålmarked

Den midtjyske stålgrossist lægger en række pauvre år bag sig og kommer ud af 2014 med rekorder i både omsætning og resultat.
Der er grund til glæde hos Dacapo Stainless A/S, hvis farverige lager pryder hovedkvarteret i Hårup ved den nyåbnede Silkeborgmotorvej. Koncernen, der grosserer rustfrit stål både nationalt og internationalt, kom ud af 2014 med en omsætning i omegnen af 590 mio. kr. og et resultat før skat på 22,5 mio. kr.

I begge tilfælde er der tale om rekord for virksomheden, der ellers har haft røde tal på bundlinjen siden 2007. Underskuddene har primært været foranlediget af en række ekspansive investeringer, der blev foretaget lige før finanskrisen.

”Dagen før finanskrisen”

Dagen før finanskrisen i 2008, som Kristian Sylvest selv formulerer det over for Metal Supply, investerede Dacapo Stainless intensivt i flere dele af forretningen.

Investeringerne, der siden har tynget regnskaberne markant, inkluderede den farverige lagerbygning i Silkeborg samt et sliberi, nyt ERP-system, udvikling af faciliteterne i Holland og ikke mindst en fordobling af antallet af varenumre. Og det spritnye rekordregnskab skal altså ses i lyset af, at Dacapo Stainless nu er kommet styrket ud på den anden side.
- Vi er godt tilfredse med udviklingen, der har været positiv på alle etager i regnskabet, siger Kristian Sylvest, administrerende direktør for Dacapo Stainless, med henvisning til at omsætningen er vokset med 70 mio. kr., og de røde tal på bundlinjen er vekslet til sorte.

Målt i tonnage nåede Dacapo, som blev grundlagt i 2003, en afsætning på ca. 20.000 tons rustfri stål i 2014.

Fremgang trods hårdt marked
Samtidig er resultatet forbedret, fordi Dacapo har holdt omkostningerne i ro i året, hvilket betyder, at der er solgt mere stål per ansat end tidligere. Endelig har det stor betydning for bundlinjen, at afskrivningerne fra investeringer i 2008 er borte, ligesom virksomhedens renteudgifter er faldet.

- Så det fine resultat er opnået på grund af blivende forbedringer, og ikke stigende priser eller et godt marked – tværtimod, forklarer Kristian Sylvest.

Helt konkret har introduktionen af flere it-løsninger øget organisationens produktivitet, og tilmed sendt fejlmarginen ned under 0,5 procent. Herudover har succes med webshop og EDI-løsninger betydet, at Dacapo nu modtager 50 procent af sine ordrer digitalt.

Nye store aftaler på vej
Hos Dacapo tilkender man sin globale tilstedeværelse en stor del af æren for den positive udvikling. Udover placeringen i Hårup nær Silkeborg har Dacapo datterselskaber i Norge, Tyskland, Holland samt Sverige, hvor selskabet har 10 års jubilæum i 2015.

Det er især samhandel med store globale kunder, der har skabt væksten de senere år, og koncernen forventer at underskrive endnu to meget store aftaler inden for de kommende uger. Aftaler, der ifølge virksomheden selv, vil sætte Dacapo på verdenskortet.

Tilføjelse: Koncernomsætningen, der omtales i denne artikel, er udregnet ved at lægge salget fra det danske selskab sammen med salget fra koncernens datterselskaber. Omsætningen i det danske selskab, Dacapo Stainless A/S, udgør 433,6 mio. kr. i 2014 mod 392,2 mio. kr.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079