To år efter etableringen opererer virksomheden Ivisys både på det danske, svenske, norske, tyske, polske og engelske marked. Og med et nyt patent, som firmaet har fået i USA, sigter man i de kommende år mod yderligere vækst. Det skriver Berlingske Tidende.
Hvor der i opstartsårene har været underskud, skal der i 2016 være sorte tal på bundlinjen. Samtidig er ambitionen, at de nuværende syv ansatte skal vokse til 26 i 2016.
Kernen i Ivisys’ forretning er et kamerasystem til kvalitetssikring til produktionsvirksomheder. Det tjekker alle varer på et samlebånd og ser som noget særligt på den samlede vare på én gang. Dermed er det ifølge stifter og administrerende direktør, Jakob Kejes, ideelt til virksomheder, der producerer mindre mængder. Systemets beskaffenhed giver ifølge direktøren firmaet muligheder internationalt:
- Vi ser os selv som en global spiller, fordi vi netop har et produkt, som man bare plukker ned fra hylden og sætter ind i sin produktion, mens alle andre lignende systemer med kameraer skal tilpasses den enkelte virksomheds produktion, siger Jakob Kesje til Berlingske.
Ivisys har søgt patent på deres særlige system internationalt.