23948sdkhjf

Fabrik flytter produktion hjem fra Polen

Med produktive maskiner er billig arbejdskraft mindre vigtig.
Den billige arbejdskraft var tillokkende, da Hagens Fjedre i Støvring for nogle år siden etablerede en afdeling i Polen. Til gengæld betyder investeringen i en ny maskine, at der automatisk kan produceres flere emner end før.

Dermed fylder udgifterne til løn mindre i det samlede regnskab, og så foretrækker virksomhedens ledelse, at den nye maskine står i Støvring, så virksomheden kan samle al sin knowhow her.

- Med den nye maskine kan vi producere på en bedre og hurtigere måde, og så har vi ikke de samme bevæggrunde til at blive i Polen, forklarer direktør for Hagens Fjedre, Henrik Hagens.

Ren økonomi
Han understreger, at der er tale om en økonomisk betragtning.

- At vi flytter arbejdspladser til Danmark, er vi kun glade for. Men det er en sidegevinst.

I Polen har Hagens Fjedre i gennemsnit haft fem ansatte lidt afhængigt af sæsonen. I Danmark vil en-to medarbejdere med hjælp fra den nye maskine kunne klare samme produktion.

Samme tendens gør sig gældende for det stigende antal robotter, virksomheden investerer i. De skaber arbejde på den lange bane, pointerer Henrik Hagens.

Bevarer arbejdspladser
- Alternativt skulle vi flytte mere produktion til udlandet. Ved at automatisere, holder vi produktionen i Danmark og bevarer arbejdspladser i stedet for at miste dem.

For virksomheden handler automatiseringen dels om at spare på lønudgifterne, dels om at øge kvaliteten.

- Der kommer flere og flere krav om dokumentation fra vores kunder, uddyber direktøren.

Hagens Fjedre er bare en af mange danske virksomheder, der på det seneste har valgt at trække produktion tilbage til Danmark. Men billedet kan hurtigt vende, advarer Henrik Hagens.

Mangel på arbejdskraft
- Det vil ske, hvis ikke vi får uddannet nok arbejdskraft, så vi har operatører med de kompetencer, vi skal bruge. Så vil vi se en ny udflytningsbølge.

- Derfor arbejder vi meget målrettet i industrien - blandt andet i Dansk Industri - sammen med fagforeningerne om at få flere ind på erhvervsskolerne.

Lige nu kan Hagens Fjedre godt få medarbejdere med de rette kompetencer.

- Det går indtil videre, men vi er nødt til at se frem. Hvis ikke der tilføres nye til faget, vil vi stå i en situation, hvor udbuddet af arbejdskraft i vores branche er meget lille.
Kommenter artiklen (2)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078