Dansk Overflade Teknik har købt AquaArmor Technologies i Silkeborg. Købssummen ønsker parterne ikke at oplyse.
Læs Metal Supplys brancheanalyse af de danske overfladebehandlere her: Markedet for metaloverflader er stopmæt
Ifølge DOT-direktør Henrik Steen-Jørgensen er AquaArmor den eneste aktør i Europa, som overfladebehandler med den såkaldte aquacoat-teknik, som foretages med en amerikansk, patenteret væske. Det har dog endnu ikke banet vej for et kommercielt gennembrud.
Dermed har Dansk Overflade Teknik selv taget skridt til at skabe konsolidering i overfladebranchen. Det efterlyste direktør Henrik Steen-Jørgensen over for Metal Supply
i en brancheanalyse, som Metal Supply bragte for nylig.Siden etableringen i 2009 har AquaArmor fremlagt millionunderskud på stribe og egenkapitalen, som i starten var cirka 2 mio. kroner, er langsomt smuldret bort. Alligevel har Dansk Overflade Teknik tiltro til investeringen.
Skal styrke bredden
Med opkøbet får DOT "mere med i tasken," når virksomhedens kunder skal besøges, og DOT forventer at få en bredere kundeportefølje.
- Vi tænker især på vindmøller og biler. Og så er det genialt til støbejern og for eksempel til at beskytte bremsekalibre, som sidder et udsat sted og ofte bliver pilrustne, siger Henrik Steen-Jørgensen.
En tiltro, som dog ikke umiddelbart stræber mod stjernerne.
- Jeg ser det som noget, vi skal bygge stille op og få ind under huden, og det er ikke de helt store forventninger, vi har lige nu. Det er noget, vi kan supplere med i forhold til kunder, og så tager vi den derfra, siger han.
En skånsom metode
Henrik Steen-Jørgensen har tiltro til, at Aquacoat-teknikken kan finde sin niche på længere sigt. Ved at behandle en jernoverflade med et tyndt lag væske, kan man hærde sit emne ved lavere temperaturer, end man kan med forzinkning. Det er særlig skånsomt og har sine fordele ved visse emner.
- Så ved man, at jernet ikke tager skade, og det er meget egnet til støbejern. Man ved, at gevind og pasninger vil forblive intakte. Dypper man det derimod i varm zink, så er det ikke sikkert at det har samme form, når det kommer op igen, siger han til Metal Supply.
Med opkøbet overtager Dansk Overflade Teknologi 80 procent af aktierne i AquaArmor Technologies, som fremover skal hedde DOT AquaCoat. De sidste 20 procent beholder Silkeborg-virksomhedens stifter Peter Dahlerup. Han fortsætter i virksomheden som salgsdirektør.