Lego fortsætter himmelflugten
Legetøjsproducenten hentede tocifrede vækstrater i alle regioner i første halvår.
Driftsresultatet (resultat før økonomiske poster og skat) endte på 3,632 mia. kr. sammenlignet med 3,246 mia. kr. året før. Nettoresultatet steg i samme periode med 334 mio. kr. til 2,715 mia. kr.
- Vores omsætning i første halvår af 2014 er mere end tredoblet sammenlignet med omsætningen for seks år siden i første halvår 2008. Det er et meget tilfredsstillende resultat, der viser vores markante vækst de seneste år under vanskelige markedsforhold. Resultatet for første halvdel af 2014 er en konsekvens af vores evne til at udvikle, lancere og distribuere Lego-produkter, som børn over hele verden sætter øverst på deres ønskesedler. Vi er særligt tilfredse med, at klassikere som Lego City, Lego Creator, Lego Technic og Lego Star Wars fortsat leverer en stærk vækst globalt, siger koncernchef Jørgen Vig Knudstorp.
Stærk vækst i alle verdensdele
I første halvår af 2014 har Lego oplevet en bredt funderet salgsfremgang i de dele af verden, hvor virksomheden er til stede.
- Væksten i salget til forbrugere i Europa, Nordamerika og Asien er tocifret, hvilket er meget tilfredsstillende set i lyset af, at det globale legetøjsmarked har oplevet en langsom start i 2014, siger executive vice president og CFO John Goodwin, og tilføjer:
- Det er for tidligt at sige, om de stærke resultater vil blive afspejlet i helårsresultaterne, eftersom størstedelen af Lego-salget til forbrugerne sker i kalenderårets sidste halvdel i en kort periode på få uger op til jul. De stærke resultater for produkterne fra Lego-filmen har haft en positiv effekt i løbet af første halvår af 2014, og det er fortsat uvist, hvordan produktlinjen udvikler sig efter den længe ventede lancering af Lego-filmen på dvd i andet halvår af 2014.