23948sdkhjf

Arbejdsskadeforsikring stiger voldsomt

Ny lov udvider det eksisterende ulykkesbegreb og medfører stigninger i virksomhedernes præmier på 50 procent
<i>Ny lov udvider det eksisterende ulykkesbegreb og medfører stigninger i virksomhedernes præmier på 50 procent </i>

Virksomhederne kan se frem til en præmieforhøjelse på i gennemsnit 50 pct. på arbejdsskadeforsikringen fra nytår.

En ændring af arbejdsskadeforsikringsloven fra 1. januar indebærer en væsentlig stigning i antallet af anerkendte arbejdsskader. Og dermed en stigning i erstatningsudbetalingerne. Derfor er der lagt op til store stigninger i præmien til arbejdsskadeforsikringen, skriver Ugemagasinet Industrien.

Den samlede forsikringsbranche skønner, at de øgede erstatningsudgifter kommer op på 900 mio. kr. om året. Og det svarer til en præmieforhøjelse på i gennemsnit 50 pct. Præmieforhøjelsen kan dog variere fra forsikringsselskab til forsikringsselskab og fra branche til branche.

En stor del af jern- og maskinindustriens medlemmer har arbejdsskadeforsikring i Industriens Arbejdsskadeforsikring (IA). Her melder vicedirektør Kim Bruhn-Petersen også om en gennemsnitlig forhøjelse på 50 pct., men føjer til, at nogle brancher bliver ramt hårdere.

- Præmieniveauet i Industriens Arbejdsskadeforsikring er i forvejen lavere end i andre forsikringsselskaber, og vi vil trods stigningen fortsat ligge lavere end konkurrenterne, siger Kim Bruhn-Petersen til Ugemagasinet Industrien

I den ny arbejdsskadeforsikringslov udvides det eksisterende ulykkesbegreb, så det principielt bliver muligt at anerkende alle skader, hvor der er en sammenhæng mellem arbejdsfunktionen og skaden. Skader, der er forventelige eller sædvanlige i den tilskadekomnes arbejde - f.eks. rygskader - er i fremtiden dækket af arbejdsskadeforsikringen.

Helt konkret indebærer det, at det nuværende ulykkesbegreb ændres, så det kommer til at inkludere kortvarige skadelige påvirkninger samt pludselige løfteskader.

Den ny lov medfører udvidet betaling af udgifter til behandling i forbindelse med arbejdsskader. Derudover bliver sagsbehandlingstiden væsentligt forkortet.

At der bliver tale om så store præmieforhøjelser skyldes, at loven giver forsikringsselskaberne ret til at forhøje præmien, så den svarer til den forventede stigning i erstatningsudbetalingerne.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.876