23948sdkhjf

Herning-smedje forsikrer sig mod ny konkurs

På benene igen: Herning Kleinsmedie blev nedlagt af flere aftagerkonkurser i byggebranchen. Det har givet en lærestreg.
- Vores produktion var der ikke noget galt med. Den kunne vi sagtens tjene penge på, og vores ordrebeholdning er stor nok, siger Torben Hvid Jørgensen, den ene af to ejerledere bag Herning Kleinsmedie.

Alligevel gik det så grueligt galt. Efter to mareridtsår gik virksomheden konkurs i maj i år. En konkurs, som man har rejst sig ovenpå med en rekonstruktion.

- Det var frygteligt. Vi havde 15 ansatte inklusive fem lærlinge, som vi stod til at måtte af med. Det ville vi ikke, siger Torben Hvid Jørgensen.

Chefer på hestekur
Han påpeger, at Herning Kleinsmedie røg med i andres fald. I løbet af to år gik fem aftagere i byggesektoren konkurs, og Herning Kleinsmedie stod med ubetalte regninger. Både de regninger, som aftagerne ikke betalte og kleinsmedjens egne regninger fra leverandørerne.

Torben Hvid Jørgensen og John Møller Nielsen måtte gå ned på en månedsløn på 10.000 kr. brutto som led i en hestekur. Alene renterne løb op i årlige omkostninger i nærheden af 400.000 kr. – cirka halvdelen af sidste års underskud. Men lønnedgangen kunne ikke standse blødningen.

Efter konkursen har ejerlederne sammen med investorer købt virksomheden tilbage fra banken, som havde pant i den, og nu har det genrejste Herning Kleinsmedie tegnet en debitorforsikring på alle sine kunder, og de kunder, som forsikringen ikke kan godkende, må fremvise en bankgaranti, fortæller Torben Hvid Jørgensen.

- Vi har lært af vores fejl. Man har nok ikke været så klog tidligere, siger han tørt.

Leverandører bakker op
Kleinsmediens konkurs gav tab til virksomhedens egne leverandører af blandt andet stål, maling og galvanisering, men Torben Hvid Jørgensen glæder sig over, at leverandørerne har bakket positivt op om videreførelsen.

- De har behandlet os utrolig godt efterfølgende. Vi har fået lidt strammere betalingsbetingelser, men det er kun rimeligt, siger han.

Herning Kleinsmedie leverer trapper og altangelændere og bygningskonstruktioner til forskellige byggeprojekter. Torben Hvid Jørgensen vurderer, at den aktuelle ordrebeholdning er på mindst 6 mio. kr, og han forventer, at det næste regnskab, som vil udkomme efter 18 måneder, vil vise et overskud på trekvart million kroner.

Et udpluk af aktuelle projekter er Bestseller-koncernen, som bygger til i Brande, projektet Kommandobroen i Hvide Sande, Herning Gymnasium og godt 100 altaner til et boligbyggeri på Sjælland.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078