23948sdkhjf

Mangel på arbejdskraft kan bremse opsvinget

Inden for metalbranchen og rengøring er det allerede nu blevet sværere at skaffe arbejdskraft, melder DI. Det kan sætte et økonomisk opsving over styr, hvis virksomhederne må undvære de nødvendige medarbejdere.
Problemet med at finde arbejdskraft i industrien er på det højeste niveau i syv år.

- Blandt vores medlemsvirksomheder hører vi allerede nu om områder, hvor det er svært at skaffe arbejdskraft, siger underdirektør Steen Nielsen, DI.

Mangelen på arbejdskraft gælder blandt andet inden for visse dele af metalbranchen og inden for rengøring.

Begrænsninger i produktionen
Antallet af ledige i de konjunkturfølsomme brancher er mere end halveret i forhold til sidst, vi i Danmark var på vej til et økonomisk opsving, viser tal fra DA. 11 procent af virksomhederne inden for metalindustrien oplever begrænsninger i produktionen, fordi de mangler arbejdskraft. Det er det højeste niveau siden fjerde kvartal 2007, viser tal fra Danmarks Statistik.

- Der er en betydelig risiko for, at man kort inde i et økonomisk opsving kommer til at møde udbredte problemer med mangel på arbejdskraft på andre områder. Det vil sætte et opsving over styr, hvis ikke virksomhederne kan få de nødvendige medarbejdere, siger Steen Nielsen.

I tandhjulsproducenten Niebuhr Gears har administrerende direktør Rasmus Niebuhr allerede i dag store problemer med at opfylde de ordrer, de modtager fra kunderne.

- Det gør ondt på os, men hvis vi har udsolgt og ikke har mulighed for at opruste med nye medarbejdere, så mister vi ordrer, siger Rasmus Niebuhr blandt andet til Børsen.

Takke nej til ordrer
I DI håber Steen Nielsen ikke, at Danmark igen havner i en situation som i årene 2006-2007. Da var manglen på arbejdskraft så alvorlig, at danske virksomheder måtte takke nej til ordrer. Og dermed gik Danmark ifølge underdirektøren glip af arbejdspladser og vækst.

- Der er derfor fortsat behov for, at der gennemføres reformer, der øger arbejdsudbuddet, siger Steen Nielsen.

Han advarer om, at regeringen her er på den gale kurs med deres beskæftigelsesudspil.

- Der er en overvægt af elementer i udspillet, der vil holde ledige fast i ledighed. Det vil ikke hjælpe virksomhederne med at få den nødvendige arbejdskraft, siger Steen Nielsen.

Kilde: Dansk Industri - http://www.di.dk

Kommenter artiklen (2)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094