Vindmølledele er med til at trække eksporten op
Eksporten kommer stærkt igen oven på faldet i marts – især den store nabo mod syd aftager danske vare i stor stil.
I de seneste tre måneder er eksporten til Danmarks største eksportmarked, Tyskland, steget med 7,5 procent. Stigningen er fordelt over en bred vifte af varer, men naboen mod syd har det seneste år især aftaget en stor del vindmølledele og andre maskindele.
Over det seneste år er eksporten til Tyskland ifølge Danmarks Statistik steget med 20,4 procent, mens den samlede eksport er steget med 3,6 procent.
- Europæisk økonomi er i fremgang, og europæernes stigende detailsalg og industriproduktion betyder, at den danske eksport til de ellers hårdt trængte markeder i Europa kan stige. De internationale konjunkturer ventes også at blive bedre de kommende år. Det styrker udsigterne for, at fremgangen i eksporten kan fortsætte, siger chefkonsulent hos DI, Allan Sørensen.
Artiklen er en del af temaet Branchetal.