23948sdkhjf

Plastprisen 2014 uddelt

Prisen går i år til Peter Skov, der netop er fratrådt som direktør i Plastindustrien.
I 1999 tiltrådte Peter Skov som direktør i Plastindustrien – de danske plastvirksomheders brancheforening. Det blev hans entré i en branche, som han siden da har været en markant del af. Nu kan han også skrive Plastpris-vinder på CV’et.

Plastprisen er branchens hæder til en person, en virksomhed eller en institution, som på afgørende vis har fremmet kendskabet til plast og plastmaterialets anvendelsesmuligheder. Den blev i år uddelt for 28. gang.

Peter Skov er 66 år, og efter 15 år i Plastindustriens direktørstol har han netop valgt at gå på pension. Peter Skov får prisen for hans mangeårige indsats i branchen, hvor han blandt andet har været meget engageret i miljøspørgsmål og i at fremme rammevilkårene for de danske plastvirksomheder.

- Jeg er gennem årene kommet til at holde meget af plastbranchen med dens mange originaler og helt uforlignelige entreprenørånd. Jeg har selv været med til at uddele Plastprisen 14 gange til en imponerende række af personer, der er alle har gjort en stor indsats for den danske plastindustri. Derfor er jeg også helt utrolig stolt over den her anerkendelse af mit i den store sammenhæng beskedne bidrag, udtaler Peter Skov.

Mister Plastic
Søren Ulstrup, formand for Plastindustrien, overrakte officielt prisen på branchens årsdag Plastdagen den 8. maj. I forbindelse med overrækkelsen sagde Søren Ulstrup følgende om årets prismodtager:

- Peter Skov har udviklet sig til en Mr. Plastic. Alle i branchen vil helt sikkert kende til Peter Skovs engagement, indsigt og bankende hjerte for den danske plastindustri. Det er en næsten umulig opgave at skulle opregne den lange liste over Peters mange fortjenester, og derfor var vi i bestyrelsen slet ikke i tvivl om, at han har været årets bedste kandidat.

Det er branchen selv, der indstiller kandidater til prisen til Plastindustriens bestyrelse, der derefter afgør hvem af de indstillede, der skal have prisen. Foruden æren og en akrylstatuette af kunstneren Markan Christensen får vinderen en check på 25.000 kr.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.346