Industriens forventninger er bedre end sidste år
Trods en lunken temperaturmåling i april er stemningen i industrien mere positiv end ved samme tid sidste år.
- De nye tal for erhvervstilliden viser en rimelig positiv stemning i dansk erhvervsliv, der generelt ser mere positivt på fremtiden end for ét år siden, siger Klaus Rasmussen, der er cheføkonom i DI.
Konjunkturindikatoren er sammensat af tre komponenter: produktionsforventninger samt vurdering af ordrebeholdning og færdigvarelagre. Stigende produktionsforventninger i april påvirker indikatoren positivt, mens faldende ordrebeholdning og større færdigvarelagre påvirker negativt.
Bredt funderet fremgang
Industriens positive forventninger i april er bredt funderet og gælder både produktion, beskæftigelse og ordreindgang, som alle er stigende i opgørelsen fra Danmarks Statistik.
- Det er meget positivt, at forventningerne i industrien er positive og har vist generel fremgang det seneste år. De bredt funderede positive forventninger giver grobund for optimisme for de kommende måneder. Eksporten ser ud til at være stigende, siger cheføkonomen, og fortsætter:
- Den svage tilbagegang i forventningerne hos byggeriet og serviceerhvervene ændrer ikke på, at billedet i dag er mere positivt end for ét år siden. Den negative tendens fra de seneste måneder skal dog ikke fortsætte længe, før det kan give anledning til bekymring. De danske forbrugere ser fortsat ud til at være tilbageholdende.
Artiklen er en del af temaet Branchetal.