23948sdkhjf

Skrot-tyve i Jylland

Med stålprisernes himmelflugt er det blevet attraktivt at stjæle især rustfrit stål - senest er det gået ud over ElefantRiste i Holstebro.
Hvis man er en metalforarbejdende virksomhed, er det en god idé at holde lidt bedre øje med sine råvarer og sin skrot. Især hvis man arbejder i rustfrit stål, skriver ErhvervsBladet.

Den lektie lærte Holstebro-virksomheden ElefantRiste forleden nat, da tyve lænsede fabrikken for små seks tons rustfrit stålskrot. Prisen pr. kilo nærmer sig ti kr., og dermed er der god forretning i at stjæle stålet. I Holstebro var stålet placeret i en container udenfor, men bag hegn og låst låge. Det forhindrede ikke tyve i med lastbil at tiltvinge sig adgang til pladsen, fremgår det af ErhvervsBladet.

Ifølge produktionschef Steffen S. Plasmann dækker virksomhedens forsikring ikke tyveriet.

I Hørning syd for Århus kender virksomheden Rapido International også alt for godt til ståltyverier. I begyndelsen af oktober mistede virksomheden, der bl.a. renoverer mejerimaskiner, en større mængde komponenter, som ikke var skrot. I rene metalpriser nærmer tabet sig 100.000 kr., men tabet er reelt meget større, fordi komponenterne, tanke, ventiler og fittings, skulle anvendes til et specifikt projekt, skriver ErhvervsBladet.

Heller ikke Rapido International var dækket af sin forsikring, men må bære tabet selv. I Hørning har man også taget konsekvensen af tyveriet ved at flytte så meget som muligt indendøre.

De to virksomheder er langt fra de eneste i Jylland, der har været udsat for tyverier af stål. En stribe andre virksomheder primært i Østjylland har oplevet ubudne gæster. Hvem der står bag tyverier vides endnu ikke, men det ligner organiseret kriminalitet, mener de bestjålne virksomheder ifølge ErhvervsBladet.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062