Stålkommentar: Den positive udvikling fortsætter
Det rustfri stålmarked er i bedring, men (værks)problemer vil fortsat være et tema i 2014.
Det forventes, at den europæiske efterspørgsel efter rustfri stål stiger med 3-4 procent i 2014, først og fremmest på grund af en positiv udvikling i de fleste større slutbruger-segmenter. Grossisternes genopbygning af lagre er med til yderligere at løfte efterspørgslen i første kvartal 2014. Dette fortsætter dog kun, hvis Ni-priserne stiger – hvilket ikke forekommer usandsynligt.
Værker: Produktionen viser i første kvartal 2014 (+10 procent i forhold til første kvartal 2013) en markant stigning som følge af øget efterspørgsel fra slutbrugere og især grossister. Leveringstiderne er nu oppe på tre måneder.
Værkernes forsøg på at hæve basis-priserne er endnu ikke lykkedes så godt som ønsket, men det kan snart ændre sig. Indtjeningssituationen for de europæiske værker bliver bedre, og måske giver alle fire europæiske værker, efter lang tid, overskud i første kvartal 2014 .
Outokumpu fortsætter indtil videre produktionen på smelteværket i Bochum (kapacitet 750.000 t), og lukker det ikke ned i 2014 som ellers planlagt.
Importrestriktioner: Efter en betydelig stigning i leverancerne af koldtvalsede plader fra Taiwan og Kina til EU (i alt mere end 200.000 t i de første tre kvartaler af 2013), planlægger Eurofer at iværksætte anti-dumping-undersøgelser mod begge lande. Det er usikkert, om EU-Kommissionen vil følge Eurofers argumenter.
Lagre: Niveauet på lagrene i Europa er historisk lavt, særligt for koldtvalsede plader i standardkvaliteter og –formater. I løbet af 2013 faldt lagrene med 10-15 procent. I Tyskland ligger den aktuelle lagerrækkevidde for koldtvalsede plader under 50 dage, hvilket anses som værende kritisk lavt i et vækstmarked.
Slutforbrug: Byggeri og anlæg: Udsigterne for 2014 er positive med god byggeaktivitet især i Tyskland. Den tyske brancheforening inden for byggeri, (Zentralverband Deutsches Baugewerbe), spår branchen en stigning i omsætningen på 3,5 procent for 2014. Nøglefaktoren til denne stigning er det private boligbyggeri (+5 procent). Efterspørgslen forventes også at stige i andre europæiske lande, men ikke så stærkt som i Tyskland.
Forbrugsgoder: Her forventes kun en langsom vækst på 1-2 procent. Forbrugertilliden understøttes af en lav rente, men der er fortsat høj arbejdsløshed i Europa.
Bilindustrien: Produktionen af personbiler forventes at stige 4 procent i 2014. Efterspørgslen efter rustfri stål vil dog kun stige med 2 procent, da udstødningsproducenterne har velforsynede lagre.
Procesindustrien: Svaghedstegn ved udgangen af 2013. Den tyske brancheforening VDMA (Verband Deutscher Maschinen- und Anlagenbau e.V.) har oplyst om en nedgang i ordrerne inden for den tyske fremstillingsindustri på 6 procent i december 2013 (år-til-år). Indenrigshandlen faldt med 10 procent, mens efterspørgslen udefra dykkede med 4 procent. Ifølge en tre-måneders sammenligning – oktober til december 2013 – som viser mindre udsving, faldt ordreindgangen med 3 procent (år-til-år).
Kilde: Damstahl - http://www.damstahl.dk