Hos Röttgers Værktøj bruges digitalisering til at skabe mere effektive arbejdsgange i en produktion med høje præcisionskrav og små serier. Virksomheden arbejder med spåntagning og har for nylig implementeret Tracelinks MRP II-system til produktions- og lagerstyring. Målet er mindre administration og bedre overblik i en specialiseret produktion.
“Vi er en maskinbearbejdningsvirksomhed, der laver komponenter i små serier med høje præcisionskrav. Derfor er det vigtigt for os at have styr på både data og dokumentation,” fortæller direktør i Röttgers Værktøj, René Röttger.
Før tastede vi de samme oplysninger ind tre gange – i tidsregistrering, på følgesedler og ved fakturering. Med Tracelinks MRP II-system gør vi det én gang.
René Röttger, direktør i Röttgers Værktøj
Effektiv administration: Én registrering i stedet for tre
Med en maskinpark på 40 maskiner havde Röttgers Værktøj A/S ikke behov for et tungt og komplekst ERP-system - tværtimod. Behovet var en enkel og fleksibel løsning, der kunne skabe overblik uden at øge den administrative byrde.
Valget faldt på Tracelink, som er målrettet mellemstore produktionsvirksomheder. Systemet samler effektivt planlægning, lager og produktion i én løsning og kan integreres direkte med regnskabsprogrammer som e-conomic, Uniconta og Microsoft Business Central.
Hos Röttgers Værktøj er integrationen til e-conomic allerede taget i brug i administrationen og har skabt mærkbare forbedringer i faktureringsprocessen. Hvor de samme produktions- og ordredata tidligere blev registreret flere gange, sker registreringen nu kun én gang.
“Før tastede vi de samme oplysninger ind tre gange – i tidsregistrering, på følgesedler og ved fakturering. Med Tracelinks MRP II-system gør vi det én gang,” siger René Röttger.
Bedre overblik over produktionen er næste skridt
Det er især potentialet i et mere detaljeret overblik over produktion og lager, der driver den videre implementering hos Röttgers Værktøj. Virksomheden er fortsat i en overgangsperiode, hvor dele af arbejdsgangene stadig håndteres i det tidligere system, mens Tracelinks MRP II-system gradvist integreres i driften.
I næste fase vil Röttgers Værktøj tage flere funktioner i brug for at styrke planlægning og kapacitetsstyring.
“Det handler om, at vi på sigt kan se produktionens status i realtid – om vi er foran eller bagud – uden at skulle ud i værkstedet for at tjekke det. Det gør os i stand til at svare kunderne hurtigere og mere præcist. Vi er omkring 90 procent i mål, og når de sidste dele er på plads, får vi det fulde overblik over hele flowet,” siger René Röttger.
Fleksibel implementering tilpasset virksomhedens behov
Integration af nye IT-systemer i produktionen kan ofte være forbundet med store udfordringer, men hos Röttgers Værktøj har implementeringen forløbet som planlagt. René Röttger fremhæver Tracelinks fleksibilitet som en væsentlig årsag til et gnidningsfrit forløb:
“Tracelink har været meget lydhøre over for vores behov og de ændringer, der er opstået undervejs. Det havde nok været langt vanskeligere med et stort standardsystem, hvor man ikke har samme mulighed for tilpasning. Man hører jo indimellem historier om ERP-systemer, der vælter virksomheder. Det har vi slet ikke oplevet – det har kørt stabilt og stort set som forventet hele vejen.”
Planen er, at virksomheden er fuldt overgået til det nye produktions- og lagersystem inden sommer.
“Vi mangler de sidste finjusteringer, og det giver lidt ekstra kompleksitet i hverdagen lige nu. Men generelt kan vi tydeligt se fordelene. Flere og flere i organisationen arbejder aktivt med systemet,” siger René Röttger.
Om Tracelink
Tracelink er et alsidigt system til produktions- og lagerstyring, der anvendes af virksomheder inden for blandt andet stål- og byggeindustrien, autobranchen, fødevaresektoren samt en række håndværks- og servicefag.
Kilde: Tracelink