Markedet for elcykler er i kraftig vækst, og det begynder nu for alvor at vise sig i regnskaberne hos Pro-Movec. Ifølge Børsen nærmer virksomhedens omsætning sig 100 mio. kr., og i 2012/2013 endte det med et overskud før skat på 2,5 mio. kr. mod et underskud året før på 8,6 mio. kr.
Og de sorte tal luner godt i Pro-Movecs regnskab. Efter flere års underskud har virksomheden nemlig en anstrengt likviditet og en negativ egenkapital på 9,0 mio. kr.
Administrerende direktør og ejer, Jesper Lundqvist, erkender da også, at likviditeten sætter en bremse på virksomhedens vækstmuligheder.
- Det er afgørende at komme ud på nye markeder, men vi er også nødt til at kontrollere det. Vi kan ikke bare give los. Vi kunne sælge mere, end vi egentligt gør, fordi vi har begrænsede midler. Det bliver vi nødt til at forholde os til. Vi er nødt til at tage det i et fornuftigt, kontrolleret tempo, siger han til Børsen.
I de kommende år er det blandt andet det tyske marked, der står for skud for Pro-Movec. Virksomheden har været til stede i Tyskland i flere år, men venter stadig på det endelige gennembrud. I løbet af 2014 forventer Jesper Lundqvist at have en teknologisk løsning klar, der er specielt tilpasset det tyske marked.