23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Metal Supply
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.
Annonce
Annonce
Annonce

Automatisering baner vejen for større serier hos Hobro Laserteknik

En markant udvidelse af produktionsfaciliteterne og nye, højt automatiserede maskiner har øget kapaciteten hos Hobro Laserteknik med omkring 30 procent. Virksomheden står nu stærkere rustet til at håndtere større serier – med samme fokus på præcision og kvalitet som altid.

Hobro Laserteknik har i årevis opbygget et ry som en leverandør, man kan regne med, når kvaliteten skal være i orden. Nu er virksomheden også klar til at tage næste skridt volumenmæssigt. I løbet af sidste sommer blev fabrikken udvidet til næsten dobbelt størrelse, og samtidig er maskinparken blevet opgraderet markant.

”Vi har investeret målrettet i at kunne håndtere større mængder og mere komplekse opgaver. Kapaciteten er øget med cirka 30 procent, og det giver helt nye muligheder – både for os og for kunderne,” siger CEO Kim Skall.

Vores styrke er, at det vi lover, holder vi – og at kvaliteten altid er i top.

CEO Kim Skall

Automatisering hele vejen gennem skæreprocessen

Et centralt element i udvidelsen er en ny AMADA-fiberlaser med pladetårn og fuldautomatisk håndtering. Maskinen kan køre ubemandet, trække plader direkte fra tårnet og sortere færdigskårne emner automatisk ud på paller ved hjælp af robotter.

”Så længe det handler om skæring og udsortering, kan processen køre helt uden menneskehænder. Det giver både høj ensartethed og en effektiv produktion, især når der er tale om større serier,” forklarer Kim Skall.

CO₂-laser er stille og roligt ved at blive udfaset til fordel for fiberlaser. Det betyder højere skærehastighed, kortere gennemløbstider og bedre udnyttelse af materialerne, hvilket i sidste ende kommer kunderne til gode med kortere leveringstider. Hos Hobro Laserteknik kan man dog tilbyde både CO₂-laser, fiber-laser og vandskæring, alt afhængig af projektet.

Flere bukkemaskiner giver større fleksibilitet

Udvidelsen omfatter også to nye AMADA-bukkemaskiner, som supplerer de eksisterende og bringer det samlede antal op på fire. Den ene er en 50 tons maskine med to meters arbejdsbredde, velegnet til mindre emner. Den anden er en 100 tons maskine på tre meter, udstyret med automatisk værktøjsveksler, der styres direkte via programmering fra kontoret.

”Den store maskine kan selv skifte værktøj, hvilket gør den fuldautomatisk. Sammen med den mindre maskine giver det os en helt anden fleksibilitet. Vi kan starte ordrer hurtigt op og få dem effektivt videre i produktionen,” siger Kim Skall.

Kombinationen af flere bukkemaskiner og øget laserkapacitet betyder, at Hobro Laserteknik nu kan sende større serier hurtigere gennem hele produktionsflowet – fra rå plade til færdigt emne.

Kvalitet før pris

Selvom kapaciteten er vokset, ser Hobro Laserteknik fortsat sig selv som en mellemstor aktør på det danske marked. Positioneringen er klar: Kvalitet vægtes højere end pris.

”Vi konkurrerer hellere på kvalitet end på at være billigst. Vores styrke er, at det vi lover, holder vi – og at kvaliteten altid er i top. Det er derfor, kunderne kommer igen,” siger Kim Skall.

FAKTA – Hobro Laserteknik

Hobro Laserteknik er specialister i laserskæring, vandskæring, kantbukning, slibning og afgratning af stål og rustfrit stål. Virksomheden har siden 2007 leveret komponenter til kunder i hele landet, især inden for industri og byggeri. Hobro Laserteknik har omkring 30 medarbejdere og råder over en moderne, højt automatiseret produktion.

Se mere på www.hobrolaser.dk

Kilde: Hobro Laserteknik

Annonce Annonce
BREAKING
{{ article.headline }}
0.078|