Antallet af udbud blandt offentlige udbydere faldt med 8 procent fra 2012 til 2013, så der i alt blev gennemført 6.857 udbud sidste år. Det viser nye tal fra Udbudsvagten, som Dansk Erhverv refererer. - Konkurrence er en vej til at give borgerne effektive ydelser med god kvalitet. Vi ser faldet i antallet af udbud som et signal om, at offentlige myndigheder desværre træder lidt på bremsen – og det er bekymrende. Vi håber på, at 2014 bliver et år med fremgang og flere opgaver i åben konkurrence, udtaler Jakob Scharff, chef for offentlig-privat samarbejde i Dansk Erhverv, i forbindelse med tallene. Et fald i antallet af udbud på 17 procent på velfærdsområdet er en af forklaringerne på faldet. Dansk Erhverv mener, det skyldes, at regeringen ophævede reglerne for åben annoncering ved indkøb af velfærdsydelser.