23948sdkhjf

Clemco Danmark afskiber kæmpeordre til Mærsk

Clemco Danmark har netop afskibet en ordre til 69 millioner kroner til Mærsks nye containerfabrik i Chile. Nu venter fire måneders montagearbejde af mere end tyve fuldautomatiske robotter, der årligt skal overfladebehandle 40.000 nye containere.
I Juni måned 2013 lukkede Clemco Danmark en ordre med Mærsk Container Industry (MCI) i Chile. Ordren består af mere en tyve fuldautomatiske robotter, der skal køre i døgndrift og medvirke til færdiggørelsen af en ny kølecontainer hvert 9. minut.

Fire måneder med montage
Clemco Danmark står for leveringen af udstyr til sandblæsning, metallisering og maling bestående af kabiner, ventilation, fuldautomatiske sandblæseanlæg, robotmetalliseringsanlæg og 3-komponent malerinstallationer. I alt er der tale om en ordre til 69 millioner kroner, som netop er skibet af sted til sin endestation i Sydamerika. Nu venter et større montagearbejde, der kommer til at strække sig over de næste fire måneder.

- Vi har siden i sommer produceret de dele af udstyret, som vi selv har kompetencerne til, og samtidig har vi sørget for, at leverancerne fra vores leverandører kom til aftalt tid. Derudover har vi foretaget en række test i samarbejde Gibotech og Caldan, som heldigvis forløb planmæssigt, fortæller Frederik Nielsen, adm. direktør i Clemco Danmark, til Metal Supply.

Egen og lokal arbejdskraft
Clemco Danmark har nu sendt otte af sine egne mænd af sted for at klare den sidste del af ordren, men herudover bliver der også brug for lokal arbejdskraft. Frederik Nielsen fortæller, at man til opgaven kommer til at samarbejde med ti lokale med erfaring inden for området.

Når anlægget er færdigmonteret forventer Clemco Danmark en indkøringsfase på yderligere 2-4 måneder. Bagefter bliver der en række serviceopgaver.

- Når alt er, som det skal være, har vi fortsat ansvaret for at anlægget kommer til at køre uden problemer det første år og derudover er det vores opgave at undervise og instruere de flere hundrede Mærsk-medarbejdere, der kommer til at køre med det i praksis, forklarer Frederik Nielsen.

Optimismen spirer
Clemco Danmark har som direkte konsekvens af ordren ansat fire nye medarbejdere; to projektledere samt to montører, der alle arbejder på den specifikke opgave. Derudover har ordren plantet en styrket tro på fremtiden.

- Ordren til Mærsk har gjort os noget mere optimistiske for fremtiden og vi har derfor udvidet staben med to nye sælgere, så vi nu er oppe på 25 fuldtidsansatte, slutter Frederik Nielsen.

Clemco Danmark har i flere år specialiseret sig i fuldautomatisk overfladebehandling til heavy duty stålindustrien og har afdelinger i både Skanderborg og Rødovre.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109