De nordiske lande – herunder Danmark – har ifølge et nyt studie fra Syddansk Universitet og University of Cambridge verdens største ophobede mængde plast per indbygger, samtidig med at genanvendelsesgraden er blandt de laveste globalt.
Studiet viser, at hver nordisk borger i gennemsnit har akkumuleret ca. 1.100 kilo plast, som omfatter alt fra bygninger og køretøjer til elektronik og hverdagsprodukter. Omkring fem procent genanvendes indenfor landenes egne grænser, mens hovedparten havner i forbrændingsanlæg – afhængigt af land op mod 90 procent.