Landmeco har netop lejet sig ind i en knap 4.000 kvadratmeter stor lagerbygning i Herning.
Den vestjyske virksomhed er Skandinaviens største producent af udstyr til fjerkræbranchen, og det nye lager skal bruges til håndtering af inventar til slagtekyllinger. Men selvom Herning bliver en ny adresse på landkortet, er og bliver Landmeco forankret i Ølgod syd for Skjern.
- Vi har på ingen måde planer om at forlade Ølgod. Tværtimod har vi netop investeret massivt i at udvide både kapaciteten og produktionsapparatet her, understreger administrerende direktør Anders Kristian Andersen i en pressemeddelelse.
Flere små fordele – ét klart valg
Valget af Herning som ny lagerlokation blev truffet efter en grundig analyse og besøg i en række jyske byer, heriblandt Skjern, Lem, Vejen, Billund og Esbjerg. Til sidst stod det mellem Esbjerg og Herning – og Herning trak det længste strå.
- Det var summen af mange små ting, der gjorde udslaget. Herning ligger strategisk godt i forhold til vores samarbejdspartnere, blandt andre Alpi Danmark. Derudover har vi en stor leverandør i Vildbjerg, og økonomisk er der mere fornuft i at fragte varer fra Vildbjerg til Herning end fra Vildbjerg til Esbjerg, forklarer Anders Kristian Andersen.
Lageret er startet op med fem-otte medarbejdere, og en rotationsordning betyder, at der vil være en fast medarbejder fra Ølgod i Herning for at sikre den tætte kobling mellem de to lokationer.
Flere medarbejdere fra Ølgod har valgt at flytte med, og der er også ansat medarbejdere fra lokalområdet omkring Herning.
Udvidelser i Ølgod fortsætter
Med det nye lager får Landmeco frigjort plads til at øge produktionskapaciteten i Ølgod.
I begyndelsen af 2026 installeres både en ny kantpresse-robot og et tredje stansecenter, lige som en 1.000 kvadratmeter udvidelse af lagerfaciliteter blev taget i brug i august 2025. Desuden har Landmeco en allerede godkendt byggetilladelse liggende, der giver mulighed for at udvide med yderligere 1.000 kvadratmeter.
- Nu ser vi lige, hvordan resten af 2025 udvikler sig, inden vi tager stilling til flere udvidelser. Men én ting vil jeg gerne slå fast: Vi er slet ikke ved at flage ud. Ølgod er vores hjem – og det bliver det ved med at være, fastslår Anders Kristian Andersen.
