23948sdkhjf

Eksportrådet satser benhårdt på olie og gas i USA

Den amerikanske olie og gassektor er på nippet til at eksplodere. Når det sker skal danske virksomheder være med.
USA oplever i disse år et boom i olie og gassektoren. Faktisk går det så godt, at det Internationale Energi Agentur forventer, at amerikanerne allerede i 2015 vil producere mere olie end sværvægteren Saudi Arabien. Derfor har Eksportrådet nedsat en ny rådgivende enhed, der skal hjælpe danske virksomheder ind på det amerikanske marked for olie og gas.

- Vi oplever i øjeblikket, at der er meget fokus på investering i nye teknologier. Det skal danske virksomheder udnytte, siger Carsten Rosendahl. Han leder Eksportrådets kontor i Atlanta, hvor den nye olieenhed er strategisk placeret med nem adgang til aktiviteterne i den Mexicanske Golf.

Nu skal virksomhederne tage springet
Mogens Tofte Koch, der er administrerende direktør i brancheforeningen Offshore Denmark byder Eksportrådets satsning velkommen.

- Hos Offshore Denmark gør vi meget for at bringe danske virksomheder ind på markedet i USA, og den indsats styrkes nu med Eksportrådets satsning i Atlanta. Som repræsentanter for danske virksomheder tilføjer Eksportrådet troværdighed, seriøsitet og gennemslagskraft, siger Mogens Tofte Koch og fremhæver betydningen af det amerikanske marked:

- Houston i Texas betragtes som olieindustriens globale hovedstad og en styrket indsats i USA kan meget let bringe virksomhederne videre ud i verden.

Den vurdering deler Eksportrådet og understreger, at virksomhederne bør tage springet nu, hvor industrien har øget fokus på sikkerhed og miljø.

- I Danmark er vi eksperter i sikkerhed, og så har vi erfaringen. Danske virksomheder har i over 50 år hevet olie op af Nordsøen under barske vejrforhold, og det er noget, der imponerer herovre, siger Carsten Rosendahl og påpeger, at det ikke kun er offshoreindustrien, der efterspørger teknologi.

- Tre fjerdedele af den olie og gas, der bliver hentet op i øjeblikket foregår på land, og væksten indenfor skifergas og olieskifer har sat kraftig turbo på hele udviklingen i industrien, siger Carsten Rosendahl.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11