Danmarks største forsvarsinvestering nogensinde får markante afledte effekter for dansk industri.
Med en samlet pris på 58 mia. kr. til anskaffelse og drift af nye jordbaserede luft- og missilforsvarssystemer får Danmark ikke kun styrket sit forsvar – også dansk industri får et markant løft.
Udenlandske leverandører pålægges nemlig krav om industrisamarbejde til et tocifret milliardbeløb, hvilket åbner for massive investeringer i danske forsvarsvirksomheder.
Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse
– Situationen er alvorlig. Putins forfærdelige angreb på Ukraine har ændret verden. Vi skal opruste massivt – og hurtigt. Det kræver en stærk dansk forsvarsindustri. Udgangspunktet er godt. Men der er brug for investeringer. I dag tager vi et stort spring mod at indfri forsvarsindustriens store potentiale. Med de nye investeringer i milliardklassen kommer vi et markant skridt mod at kunne forsyne Forsvaret og samtidigt gøre den danske forsvarsindustri svær at komme udenom på det globale marked, udtaler erhvervsminister Morten Bødskov
Industrisamarbejdet kan ske gennem direkte køb af materiel fra danske virksomheder eller via fælles udviklingsprojekter og vedligeholdelse. Milliardinvesteringer vil for eksempel kunne styrke sektorer for missilproduktion, radarteknologi, kommunikationssystemer, droner og cybersikkerhed.
Når det gælder det langtrækkende system er valget faldet på Samp/T som produceres af Eurosam, der er et samarbejde mellem franske MBDA og franske Thales. Det skal være klart i 2028 eller 2029
For de mellemrækkende systemer er valget faldet på Nasams, der produceres af norske Kongsberg i samarbejde med amerikanske RTX Corporation, Iris-T, der produceres af tyske Diehl Defence, samt VL Mica, der produceres af MBDA.