En ny niche kræver plads.
Det ved man i Kongsbergs afdeling på Aalborg Havn, hvor et nyt forretningssegment har fået luft under vingerne.
I dag tæller Kongsbergs aktiviteter på Aalborg Havn salg, service og værkstedsarbejde, men på det seneste har koncernen taget nye opgaver ind.
Det drejer sig om udlejning af specialværktøj, og udviklingen inden for det område er gået så godt, at virksomheden nu har behov for mere plads. Derfor har Kongsberg indgået en aftale med Port of Aalborg om yderligere 700 kvadratmeter lager.
- Under coronapandemien lancerede vi et nyt forretningsben, nemlig udlejning af specialværktøj, og det område er vækstet rigtig fint. Det er samtidig et område, der kræver meget plads, og derfor er vi glade for, at vi nu kan brede os endnu mere via de nye faciliteter. Det har vi brug for, siger administrerende direktør i Kongsberg Maritime Denmark, Peter Studsbjerg i en pressemeddelelse.

De sidste kvadratmeter
Kongsberg startede sit virke i Aalborg på havnefronten i centrum, men rykkede i perioden 2019-2021 aktiviteterne 10 kilometer mod øst til erhvervshavnen.
De nye kvadratmeter til Kongsberg ligger i direkte forlængelse af virksomhedens eksisterende rammer. Det skyldes, at Port of Aalborg, allerede da Kongsberg rykkede ud på Østhavnen, valgte at udnytte grundarealet maksimalt, så man hurtigst muligt ville kunne imødekomme eventuel vækst hos Kongsberg.
- Vi valgte at udnytte, at vi i forvejen skulle opføre nye faciliteter til Kongsberg til at fremtidssikre grunden med det samme, og vi er rigtig glade for, at vi nu har indgået en aftale med Kongsberg om de sidste kvadratmeter også. Det er udtryk for, at virksomheden trives og vokser, og det er netop det, vi som erhvervspark skal formå at understøtte på bedst mulig vis, siger senior commercial manager i Port of Aalborg, Jeppe Faber.
Kongsbergs faciliteter på havnen, der danner rammen om 60 medarbejdere, tæller nu samlet set 1.400 kvadratmeter værksted og kontor samt 1.800 kvadratmeter lager.