Der er langt større succes med at få ikke-vestlige indvandrere i arbejde, end der var for 10 år siden.
For tyrkere er andelen vokset fra 36 procent i 2015 til 61 procent i 2024. For bosniere er udviklingen endnu stærkere: fra 32 til 66 procent. Iranere er gået fra 20 til 43 procent. Det viser en ny analyse fra erhvervsorganisationen SMV Danmark.
- Tallene viser en bemærkelsesværdig ændring. Nyankomne indvandrere kommer i langt højere grad i job med det samme. Det betyder, at integrationen på arbejdsmarkedet sker hurtigere, og at flere bidrager til samfundsøkonomien fra dag ét. Det er virkelig positivt, siger Thomas Gress, cheføkonom i SMV Danmark.
Tre ud af fem i arbejde
Samlet set er beskæftigelsesgraden blandt ikke-vestlige indvandrere steget fra 20 til 57 procent, en stigning på 37 procentpoint. Hvor det for 10 år siden kun var én ud af fem ikke-vestlige indvandrere, der var i arbejde, så er det i dag næsten tre ud af fem ikke-vestlige indvandrere, der er i arbejde.
SMV Danmark peger på to årsager til den højere beskæftigelse, nemlig den langvarige højkonjunktur siden 2013 og politiske reformer, der har reduceret ydelser til arbejdsløse udlændinge. Samtidig rekrutterer arbejdsgiverne i højere grad bredere.
Forskelle
Der er tydelige forskelle på, hvor høj beskæftigelsesgrad der er mellem forskellige nationaliteter. Indvandrere fra Syrien, Eritrea og Afghanistan ligger i bunden med beskæftigelsesgrader på mellem 10 og 20 procent, selv om beskæftigelsen i de grupper også er steget.
I den anden end er der høj beskæftigelse blandt indvandrere fra Nepal og Indien.
SMV Danmark skriver, at den store fremgang i beskæftigelsen betyder, at udlændinge i stigende grad driver væksten i dansk beskæftigelse og øger råderummet i de offentlige finanser.