Morten Axel Petersen forlader stillingen som group CFO hos pumpeproducenten Desmi efter knap 2 et halvt år på posten.
I et opslag på Linkedin fortæller han, at beslutningen er truffet for at få mere tid til familien og til at reflektere over, hvordan han ønsker at strukturere sit liv fremover:
- Jeg tror, jeg har nået et punkt i mit liv, hvor det er rigtigt at tage foden midlertidigt af speederen og reflektere over, hvordan jeg vil strukturere mit liv – som far, partner, ven og i mit arbejde, skriver han.
Morten Axel Petersen, der blandt andet har haft en lang karriere i internationale virksomheder som RTX, Bladt Industries og Polytech, blev far i en relativt sen alder. Hans datter er i dag syv år, og han fremhæver ønsket om at bruge mere tid sammen med hende som en vigtig årsag til beslutningen.
Ny mand på plads
Selvom afskeden med Desmi ikke har været nem, understreger han sin taknemmelighed over samarbejdet med både kolleger og ledelse. Han roser især selskabets administrerende direktør Humphrey Lau og bestyrelsesformand Niels Erik Olsen for en respektfuld og konstruktiv dialog om beslutningen.
- Jeg vil gerne takke mit team og mine kolleger hos Desmi for jeres samarbejdsånd og kompetence – jeg ved, hvad I er i stand til at opnå, og jeg er sikker på, at I vil gøre det i de spændende tider, der ligger forude, skriver den afgående CFO.
Desmi har allerede fundet hans afløser. Bjarke Brøns indtræder som ny finansdirektør. Han har en lang karriere bag hos Dantherm, hvor både har været finansdirektør og administrerende direktør.
- Desmi har en historie på mere end 190 år og en stærk virksomhedskultur og markedsposition. Jeg ser frem til at kunne bidrage til den videre udvikling af Desmi Group som en del af ledelsesteamet og til at arbejde sammen med alle mine nye kolleger i gruppen, skriver Bjarke Brøns på Linkedin.