Avanceret 3D-print og additive manufacturing får en markant platform, når HI Tech & Industry Scandinavia vender tilbage til MCH Messecenter Herning til efteråret.
Både unge talenter og etablerede virksomheder samles i Hal K, hvor der blandt andet afholdes Danmarksmesterskab i 3D-print for erhvervsskoleelever samt konferencen AM Summit 2025 med fokus på små og mellemstore virksomheder. Det oplyser HI-messen i en pressemeddelelse.
- DM i 3D-print, talentcampen og hele arrangementet spiller en afgørende rolle i at uddanne elever fra landets erhvervsskoler i de nyeste teknologier inden for additive manufacturing, udtaler Troels Nepper, projektleder, DM i 3D-print.
- Det er en banebrydende produktionsform, hvor der i fremtiden bliver stor efterspørgsel efter faglært arbejdskraft. Jeg vil opfordre alle til at besøge vores stand på HI-messen og få et indblik i teknologien og dens mange muligheder, tilføjer han.
Jeg havde aldrig troet, at jeg ville kunne kalde mig selv danmarksmester i 3D-print, men jeg må indrømme, at det føles ret godt Sebastian Chidi Rygaard Andresen, vinder af DM i 3D-print 2024
Stor betydning af blive danmarksmester
Deltagerne skal løse komplekse og virkelighedsnære opgaver, der stiller krav til både teknisk kunnen, kreativitet og samarbejdsevner. Sidste års vinder, Sebastian Chidi Rygaard Andresen, understreger den betydning konkurrencen har for deltagerne.
- Jeg havde aldrig troet, at jeg ville kunne kalde mig selv danmarksmester i 3D-print, men jeg må indrømme, at det føles ret godt, siger han.
- Det betød rigtig meget at vinde, og det gav også en bekræftelse på, at jeg har nogle færdigheder, som kan bruges i industrien. At blive bedømt af industriledere og så løbe med sejren var et kæmpe klap på skulderen - og meget motiverende, fortsætter Sebastian Chidi Rygaard Andresen
Fokus på SMV'er
Parallelt med mesterskabet afholder Dansk AM Hub for første gang AM Summit 2025 på HI-messen. Konferencen får titlen SME Edition og er skræddersyet til behovene hos produktions-SMV'er, der ønsker at udforske mulighederne i 3D-teknologi.
- Vi oplever en stigende interesse blandt danske produktions-SMV'er for at forstå og udnytte potentialet i 3D-print og additive manufacturing. Derfor vælger vi i år at bringe AM Summit helt tæt på industrien og den daglige virkelighed - og gør det midt i det pulserende industrimiljø på HI-messen, udtaler Frank Rosengreen Lorenzen, direktør, Dansk AM Hub.
AM Summit 2025 vil byde på keynote-oplæg fra både danske og internationale virksomheder samt en række Tech Talks med konkrete cases fra industrien. Deltagerne vil desuden blive guidet videre til 3D Tech-området og Dansk AM Hubs stand som led i en praksisnær oplevelse.