Euroskills får royalt besøg

Kong Frederik deltager i Euroskills i Herning der finder sted fra den 10.-12. september.
Det er første gang, Danmark er vært for det officielle europamesterskab for unge faglærte, og med deltagelse af 597 unge fra hele Europa i 38 forskellige fag bliver det et historisk højdepunkt for erhvervsuddannelsesområdet. Det oplyser Skillsdenmark i en pressemeddelelse.
– Det er en stor glæde og ære, at Majestæten besøger Euroskills Herning 2025. Vi kender Kongens store interesse for konkurrencer, og vi glæder os til at vise, hvad vores unge, dygtige fagatleter kan præstere, udtaler Poul Nyrup Rasmussen, formand for Euroskills Herning 2025.
Det kongelige besøg ses som en vigtig anerkendelse af faglærtes rolle i samfundet og som en mulighed for at inspirere flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Under besøget vil kong Frederik møde en række af de i alt 43 danske deltagere på Skillslandsholdet, som konkurrerer i Euroskills.
– Vi håber, at kongens besøg vil medvirke til at udbrede de unges interesse for de moderne faglige uddannelser. Euroskills Herning 2025 er en historisk, enestående platform, der fremviser det ypperste inden for erhvervsuddannelser og understreger deres afgørende betydning for fremtidens arbejdsmarked – ikke mindst i forhold til den grønne omstilling. Vi tror, at arrangementet vil inspirere mange børn, unge og voksne til at overveje en erhvervsuddannelse, udtaler Poul Nyrup Rasmussen.
Euroskills Herning 2025 er åbent for publikum med gratis adgang alle tre dage. Konkurrencerne foregår fra kl. 9.00 til 17.00, og europamestrene kåres ved en afslutningsceremoni i Jyske Bank Boxen lørdag den 13. september.
Kong Frederik besøger Euroskills torsdag den 11. september.