To af Danmarks største automationshuse i fælles alliance

En stigende efterspørgsel fra life science-industrien får nu Hobro-virksomheden Technicon og Hedensted-virksomheden Eltronic til at indgå et strategisk samarbejde.
Det er netop intentionerne om et styrket salg og service til endnu flere life science-kunder, som ligger bag partnerskabet. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Et uformelt samarbejde
Hos Technicon har man stor ekspertise inden for modulære og skalerbare automationsløsninger til den globale life science-sektor, mens Eltronic har en styrkeposition inden for især IT og automation til industrivirksomheder inden for blandt andet fødevarer, bæredygtige teknologier, life science og diskret produktion.
Ved at kombinere den overlappende ekspertise inden for robotteknologi, procesoptimering, digitalisering og finmekanik er det ambitionen at realisere store synergier og levere løsninger i en endnu bredere del af life science-virksomhedernes værdikæder.
- Der er tale om et uformelt partnerskab, som skal ses som en naturlig forlængelse af vores i forvejen tætte relationer. Ved at vi intensiverer relationerne og puljer vores kræfter og kompetencer opnår begge virksomheder gevinster. Ganske enkelt fordi vi sammen opnår en kapacitetsmæssig størrelse, så vi i endnu højere grad bliver i stand til at tilbyde endnu flere store life science-kunder en endnu større palette af innovative, avancerede og skalerbare automationsløsninger i den absolutte superliga, siger Casper Hansen, CEO hos Technicon.
Produktionsbarrierer og rekrutteringsudfordringer
Globalt er life science-virksomheder udfordret på kapacitet, og har svært ved at rekruttere tilstrækkeligt med medarbejdere.
Det er i den kontekst, at man skal se en stigende efterspørgsel efter automationsløsninger, der enkelt kan integreres i det eksisterende produktionsmæssige setup og som kan aflaste og frigøre menneskelige ressourcer, vel at mærke uden at gå på kompromis med kvaliteten.
- Det er vores ambition at styrke automationsgraden i alle dele af avancerede virksomheders værdikæde - uanset hvor i verden de befinder sig – og dermed styrke deres kapacitetsmæssige produktionskraft. Gennem modulære og skalerbare løsninger vil vores samarbejde bidrage til at sikre en stabil, effektiv og fleksibel produktion – og dermed understøtte og styrke virksomhedernes konkurrenceevne og fremtidige udviklingsmuligheder, siger Anders Linneberg, CCO hos Eltronic A/S.