23948sdkhjf

NordicRebar fejrede vellykket start

Cirka 100 personer mødte fredag op til åbent hus hos den nystartede virksomhed.
I august sprang Arne Ditlev Hansen og Jan Hunderup Nielsen – begge med mange års erfaring fra maskinindustrien - ud som iværksættere med den lille virksomhed NordicRebar, der er specialiseret indenfor fuldautomatiske maskiner til bukning og klipning af armeringsjern samt anlæg til betonindustrien.

Det har indtil videre vist sig at være en god ide, og fredag kunne de dele succesen med cirka 100 fremmødte til et åbent hus arrangement i virksomhedens lokaler i Gadbjerg ved Give.

- Det går forrygende – specielt på servicesiden, hvor vi har haft en del at se til. Vi har også formået at hente et par mindre maskinordrer, så vi er rimelig fortrøstningsfulde, fortæller Jan Hunderup Nielsen.

Ny samarbejdsaftale
Til åbent hus-arrangementet kunne de besøgende blandt andet se en Format 16 HS 3D fra den italienske samarbejdspartner MEP, som er en maskine, der ikke bare bukker i det traditionelle 2D plan, men også i 3D.

- Maskinen kørte til kundernes og samarbejdspartnernes tilfredshed mange perfekte demoer under arrangementet, forklarer Jan Hunderup Nielsen.

Han og kompagnonen Arne Ditlev Hansen kunne samtidig glæde sig over, at der ved arrangementet blev underskrevet en samarbejdsaftale med en ny ungarsk partner, som gerne vil ind på det nordiske marked inden for opvarmning af betonanlæg og blandestationer.

Mander op
NordicRebar satser på kunder i hele Skandinavien, men de har også allerede leveret en del reservedels-ordrer til Island og Finland. Og allerede efter tre måneder er de klar med den første udvidelse af forretningen.

- Vi vil selvfølgelig gerne vokse – vi startede to mand og har allerede været ude og ansætte en ekstra fra 1. december, og det er tidligere, end vi har budgetteret, siger Jan Hunderup Nielsen, og slutter:

- Men også fremadrettet satser vi på vækst, og det er vores håb, at vi i løbet af et par år kan komme op på fem-seks mand.

Cirka 100 besøgende dukkede op til NordicRebars åbent hus-arrangement. Foto/NordicRebar.

Cirka 100 besøgende dukkede op til NordicRebars åbent hus-arrangement. Foto/NordicRebar.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109