I september lancerede FLSmidth en storstilet rationaliseringsplan, der betød, at 1.100 ansatte på globalt plan, og 140 ansatte i Danmark, blev afskediget. Nu er der imidlertid nye afskedigelser på vej, og ifølge Børsen vil 130 medarbejdere i det danske hovedkvarter i Valby inden for kort tid blive opsagt. - Vi har indledt forhandlinger med fagforeningerne og søger en medarbejderreduktion i størrelsesordenen 130 medarbejdere i de danske enheder, siger pressechef Jesper B. Larsen til Børsen. Ifølge avisen er der ingen sammenhæng mellem de to fyringsrunder. Afskedigelserne i september skal ses som et led i en langsigtet effektiviseringsplan, mens de aktuelle afskedigelser er udtryk for et trægt marked og en nedgang i ordreindgangen.