Vindgigant vender stort tab til overskud på halv milliard

I flere år har CS Wind, tidligere Bladt Industries, været plaget af meget store underskud. Men nu er det lykkedes den sydkoreanske koncern, som købte Bladt Industries i juli 2023, at vende skuden.
CS Wind Denmark opnår en rekordomsætning i 2024 på 5,7 milliarder kroner, og et overskud på godt en halv millard, nemlig 508 mio. kr.
De to foregående år var der underskud på henholdsvis 375 mio. kr. (2023) og 294 mio. kr. (2022).
Der var omkring 800 ansatte i 2024 fordelt på produktionsstederne i Aalborg og på Lindø. CS Wind Denmark er specialiseret i at producere monopæle og transitionsstykker til offshore vindmølleindustrien.
Højere effektivitet
CS Wind Denmark skriver, at det er lykkedes at lave en turn-around, og at resultatet overgår forventningerne.
- Vendingen er muliggjort gennem en meget tilfredsstillende udvikling i udførelsen af de igangværende projekter. Udførelsen af projekterne har dog også krævet betydelige investeringer i faciliteter og udstyr, hvilket har resulteret i et øget finansieringsbehov, skriver ledelsen i sin beretning.
Ledelsen fremhæver, at resultatet er opnået "gennem betydelige effektivitets- og produktivitetsforbedringer samt håndtering af udførelsesrisici relateret til igangværende projekter."
Det går op og ned i vindindustrien, og for bare to måneder siden måtte CS Wind meddele, at virksomheden blev nødt til at afskedige 220 medarbejdere, der var beskæftiget med monopæl-produktion på Lindø.
Hvis ikke der kommer nye ordrer til produktionen på Lindø, så vil fabrikken gå på en slags nødblus.
CS Wind havde ifølge regnskabet 811 medarbejdere i 2024. Det tal er formentlig lavere i dag i takt med at fyringerne bliver effektueret.
Størst overskud
CS Wind, der har hovedsæde i Sydkorea har fabrikker over det meste af verden. Der er blandt andet fabrikker i Canada, Kina, Mexico, Malaysia, Tyrkiet, Taiwan og Portugal.
Den danske virksomhed er ifølge CS Winds' koncernregnskab et af de selskaber, der giver det største overskud i koncernen.
Noget af en kontrast til de mange år som Bladt Industries, hvor virksomheden fik det ene underskud efter det andet.
Regnskabsår | 2025 | 2024 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 5.751 | 4.110 |
Bruttofortjeneste | 784 | -209 |
Resultat af primær drift | 629 | -279 |
Resultat før skat | 508 | -375 |
Årets resultat | 508 | -375 |
Balancestatus | 3.471 | 2.915 |
Egenkapital | 316 | -192 |
Antal ansatte | 811 | 616 |
Kilde: CS Wind Denmark regnskab |