Robotfirma lander underskud på 53 mio.: - Vi har forbedret bundlinjen

Fynske OnRobot, som har specialiseret sig i elektriske robotgribere, kommer ud med et underskud på 53 mio. kr. i 2024.
Selv om det er et stort underskud for virksomheden med omkring 77 medarbejdere, så er det en forbedring fra året før. Da var underskuddet på 124 mio. kr.
Set i lyset af, at 2024 var et dårligt år generelt for robot- og automationsbranchen, så er adm. direktør Enrico Krog Iversen fortrøstningsfuld:
- Vi har haft de samme udfordringer som resten af robot- og automationsbranchen. Men vi har alligevel formået at forbedre vores bundlinje ganske pænt, siger han.
Underskuddet har betydet, at OnRobot nu har en negativ egenkapital. Det fik i december en kreds af ejerne - inklusive Eniroco Krog Iversen - til at tilføre kapital i form af konvertible lån til virksomheden. Den samme kreds har indvilget i at tilføre virksomheden yderligere lån på 5,42 mio. euro, godt 40 mio. kr. i perioden 2025-27.
Toplinje og omkostninger
OnRobot skriver i sit regnskab, at resten af manglende egenkapital ventes at blive genskabt gennem fremtidig indtjening.
- Hvis vi kigger på det over en årrække, så har vi en fornuftig stigning i salget. Mit fokus er, at vi kommer væsentligt tættere på balance i vores drift, siger Enrico Krog Iversen.
Han har ikke noget bud på, hvornår OnRobot kan præstere et overskud.
- Markederne hopper op og ned, så det vil jeg ikke gætte på. Men vi skal drive toplinje op og omkostningerne ned. Det er det, vi selv har herredømme over, siger han.
OnRobot sælger sine robotgribere i Europa, USA og i dele af Asien. Dermed har virksomheden en god basis for fremtidig vækst i salget.
- Der er skabt en usikkerhed i verden. Vi ved ikke, hvad der sker med toldsatserne, og mange kunder sidder på hænderne. Salgsprocesserne bliver meget længere, end de har været tidligere. Så vi er afhængige af, at der bliver skabt en ny vækst i økonomien, siger Enrico Krog Iversen.
Ud over hovedkvarteret i Odense, så har OnRobot en udviklingsafdeling i Ungarn og en salgsorganisation i USA.
Fra 2023 til 2024 er medarbejderstaben hos OnRobot reduceret fra 120 til 77 medarbejdere, og staben ligger stadig på det niveau.