Drømmer om skibsophug i Rødby Havn

Rødbyhavn kan blive centrum for et nordisk center for skibsophug og genanvendelse af materialer.
I hvert fald, hvis det står til brancheorganisationen Danske Maritime. Organisationen sætter nu gang i et projekt, der skal afdække mulighederne for at etablere en industriklynge omkring Rødbyhavn.
Projektet tager afsæt i, at en stor mængde skibe tages ud af drift og ophugges – samtidig med, at verden efterspørger bæredygtigt producerede råmaterialer i stor skala.
Med i projektet er virksomheden Renable, der arbejder med cirkulær økonomi og digital dokumentation.
Renable blev stiftet i 2022 med ambitionen om at gøre genanvendelsen omkring skibsophug til en mere gennemsigtig proces, hvor man via QR-koder eller GPS kan overvåge materialerne hver gang, de skifter hænder i genanvendelseskæden.
Sigtet med Danske Maritimes Rødby-projekt er at bruge eksisterende arealer, adgang til havn og infrastruktur i området omkring havnen til at skabe en ny værdikæde, hvor ophuggede skibe ikke blot afvikles, men bliver råmateriale i nye, danske produktioner – eksempelvis skibsbygning, anden stålproduktion eller byggematerialer til vindmølleindustrien.
- Vi øjner her muligheden for at lave et projekt med seriøs tyngde, som bygger videre på vores maritime arv og viser vejen mod en fremtid, hvor vi kombinerer grøn teknologi, digital sporing og industrimodning – og hvor Danmark på længere sigt vil kunne eksportere modeller og knowhow til hele verden, siger Jenny Braat, administrerende direktør i Danske Maritime.

Muligt i Danmark
Ophugning af skibe finder i dag ofte sted uden for Europa og under forhold, hvor det kan være svært at gennemskue processen, og hvor materialerne ender.
Med Rødby-projektet ønsker Danske Maritime og Renable at vise, at det både er teknisk og økonomisk muligt at etablere en europæisk model, hvor materialer dokumenteres, cirkuleres og udnyttes lokalt – og hvor affald bliver til ressource.
Det er ifølge parterne både en god nyhed for klimaaftrykket fra skibsophuggeriet og for skabelsen af nye arbejdspladser omkring Rødby.
Også Renable ser frem til at undersøge mulighederne i Rødbyhavn.
- Netop dette område rummer alle muligheder. En god havneinfrastruktur, en forgrenet infrastruktur på land og direkte adgang til vedvarende energi, som er essentielt for den bæredygtige profil, som projektet skal have, siger Ole Andersen, der er stifter af og CEO i Renable.
- Når vi får alle relevante aktører med om bordet, kan vi skabe et fuldstændig unikt centrum for cirkulær, maritim økonomi, hvor alle processer og elementer kædes sammen, og hvor vi via dyb dataforståelse afdækker effekterne. Vi glæder os meget til at komme i gang, slutter han.