Vestjyder vil sikre vækst med opkøb af smedevirksomhed
Hvide Sande-virksomheden AS Scan har overtaget aktiemajoriteten i Jysk Montage. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Jysk Montage er et smedefirma, der blev etableret i 1993. De udfører alle former for smedearbejde, rør- og maskininstallationer samt komplette anlæg. I dag beskæftiger virksomheden 23 medarbejdere med base i Lemvig.
Hos AS Scan begrunder man opkøbet med, at man har brug for flere kompetencer for at sikre den planlagte vækst i de kommende år.
Opkøbet sker med virkning fra 30. juni, hvor AS Scan overtager 75 procent af aktiemajoriteten. De resterende 25 procent vil fortsat ligge hos Flemming Kamstrup Hansen, der fortsætter som fabrikschef i Jysk Montage.
- Vi glæder os utroligt til at få vores nye kollegaer i Lemvig som en del af AS Scan-familien. Jysk Montage har mange kompetente medarbejdere som bliver en gevinst for AS Scan og vores kunder, udtaler administrerende direktør Michael Ørts Vejlgaard hos AS Scan.
- Personligt glæder jeg mig til at blive en del af noget større, og komme med på en spændende rejse sammen med AS Scan. Jeg er sikker på det bliver en gevinst for Jysk Montage og alle vores mange dygtige medarbejdere og eksisterende kunder, supplerer Flemming Kamstrup Hansen.
AS Scan producerer hydrauliske, elektriske og mekaniske løsninger til marine-, vind- og industrisektoren. Virksomheden havde i 2023/2024 et overskud før skat på 3,8 mio. kr.