Sønderjysk producent af transportører femdobler overskud

2024 har været et fremragende år for Lachenmeier Monsun i Sønderborg.
Virksomheden med omkring 90 medarbejder landede et overskud før skat på 34,2 mio. kr. Fem gange så meget som året før.
- Vi lever af projekter, som kommer ind i forskellige størrelser. Der er stor varians. Der er nogle år, der er højere aktivitetsniveau end andre, og nogle år, hvor vi afslutter flere projekter, siger adm. direktør og hovedaktionær Lars Johansen.
- I 2024 stod alle planeter i samme retning, og så nåede vi et resultat, der var højere end ventet, siger han.
Lachenmeier Monsun udvikler, projekterer, producerer og idriftsætter anlæg, der transporterer bulkvarer som korn, foderstoffer, gødning og brændsel.
I 2024 var der især vækst i anlæg til fiskefoder, havneterminaler til korn og anlæg til biomassefyrede kraftværker.

Anlæg til kraftværker
Lachenmeier Monsun har blandt andet leveret anlæg til transport af biobrændsler som flis og træpiller til Avedøreværket, Studstrupværket, Fynsværket og Din Forsynings biomasseværk i Esbjerg.
Alle anlæg bliver produceret på fabrikken i Sønderborg.
- Vi laver industrielt håndteringsudstyr til industri, tung industri og kraftværker. Det kan være båndtransportører, kædetransportører, cellesluser og transportsnegle. Det er specialprojekter, hvor størstedelen leveres direkte til slutkunden, siger Lars Johansen.
Godt marked
Udsigterne for 2025 er også gode, men Lars Johansen tror, at det bliver på et lavere aktivitetsniveau.
Men markedet er stort.
- Der er masser af industrier, der har brug for den type udstyr, vi laver. Så så længe vi laver en god kvalitet, har vi en god fremtid, siger han.
Lachenmeier Monsuns hovedmarkeder ligger i Nordeuropa og i Ukraine. I Ukraine har virksomheden "en håndfuld medarbejdere", som står for salg og projektkoordinering til det ukrainske marked.
Lachenmeier Monsun har gennem 2024 ansat lidt flere medarbejdere, og som Lars Johansen siger:
- Vi har altid brug for dygtige projektledere, dygtige projektsælgere, og dygtige montører og smede.
Regnskabsår | 2024 | 2023 | 2022 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Bruttofortjeneste | 95,9 | 60,2 | 69,9 |
Resultat af primær drift | 33,7 | 7,0 | 16,0 |
Resultat før skat | 34,2 | 6,9 | 16,1 |
Årets resultat | 26,7 | 5,4 | 12,5 |
Balancestatus | 205,9 | 140,7 | 150,2 |
Egenkapital | 84,8 | 63,2 | 69,8 |
Antal ansatte | 92 | 85 | 89 |
Kilde: CVR og Lachenmeiers regnskab 2024 |