Plastkoncern nedjusterer forventninger
Rias når ikke sine økonomiske mål for det forskudte regnskabsår 2023/2024. Det oplyser plastkoncernen i en fondsbørsmeddelelse.
Hidtil her man kalkuleret med et ebit-resultat på 16-18 mio. kr., men det justeres nu til 13–16 mio. kr.
- På baggrund af udviklingen i tredje kvartal og et lavere end forventet salg omkring forårets helligdage har selskabets bestyrelse besluttet at justere forventningen til årets resultat, lyder det i meddelelsen.
Rias henviser specielt til en lavere afsætning til byggeriet, hvor kunder har udvist tilbageholdenhed i deres indkøb. Man vurderer, at det hænger sammen med en generel usikkerhed i den globale økonomi.
- På trods af disse modvinde fastholder vi et klart strategisk fokus og arbejder fortsat målrettet med styrket intern opfølgning og omkostningskontrol. Med den justerede forventning vurderer ledelsen, at selskabet fortsat har mulighed for at nå sine målsætninger for året, skriver Rias.