23948sdkhjf

Dansk Metal: Trump skyder sig selv i foden med ny told

Den amerikanske fordobling af told på import af stål og aluminium får minimal effekt på danske arbejdspladser, mener fagforeningen

- De nye amerikanske toldsatser på stål og aluminium kommer ikke til at have stor indflydelse på beskæftigelsen herhjemme. Vores eksport af stål og aluminium til USA udgør under en halv procent af vores samlede vareeksport. Langt det meste stål og aluminium, som USA bruger, kommer fra Canada, Mexico, Brasilien og Asien, siger Erik Bjørsted, som er cheføkonom i Dansk Metal, i en pressemeddelelse.

Dansk Metal peger på, at der siden Trumps genindtræden i Det Hvide Hus ganske vist har været uro på markederne, men arbejdsløsheden i Danmark er fortsat faldende.

- Den danske industri er konkurrencedygtig og robust, og vi ser ikke tegn på, at beskæftigelsen i Danmark bliver ramt. Tværtimod er arbejdsløsheden blandt Dansk Metals medlemmer helt nede på 1,8 procent, og mange arbejdsgivere har svært ved at finde kvalificeret arbejdskraft, siger Erik Bjørsted.

Amerikanerne betaler prisen

Ifølge Dansk Metal er det snarere de amerikanske arbejdere, som Trump hævder at beskytte, der risikerer at betale prisen.

- Det her er klassisk protektionisme. Højere told betyder dyrere råvarer og stigende omkostninger for amerikanske virksomheder – og det gør det sværere at skabe job i netop den industri, Trump siger, han vil styrke. Men det er de amerikanske husholdninger, som betaler prisen, siger Erik Bjørsted.

- Vi skal ikke male fanden på væggen, når virkeligheden siger noget andet. Den danske industri har vist sig modstandsdygtig, og jobmarkedet er sundt. Men vi skal være varsomme over for den type handelspolitiske benspænd, som kan skabe unødig usikkerhed, understreger cheføkonomen.

Han afslutter med en opfordring til politikerne på begge sider af Atlanten:

- Fremtiden ligger ikke i at bygge mure, men i at bygge markeder. Fri og fair handel er langt bedre for både beskæftigelsen og økonomien end kortsigtet toldkrig.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109