Kongskilde henter ny direktør

Kongskilde Industries, som producerer lufttransportsystemer, har fået ny topchef, efter at Oscar William Gunner er startet som adm. direktør for virksomheden.
Oscar William Gunner, som kommer fra en direktørstilling i compositevirksomheden HBN-Teknik, meddeler selv på LinkedIn, at han havde første arbejdsdag hos Kongskilde den 2. juni.
- I dag er min sidste dag som adm. direktør for HBN-Teknik, og det er slutningen på et særdeles betydningsfuldt kapitel efter fire begivenhedsrige år, skriver Oscar William Gunner.
- På mandag (i går, red.) starter jeg en ny rejse med Kongskilde Industries. Jeg glæder mig til mulighederne, der ligger i fremtiden, og til at bidrage til endnu en stærk og innovativ organisation, skriver han.
Kongskilde Industries' bestyrelsesformand, Gert Andersen, siger til Metal-Supply, at man med Oscar William Gunner får en direktør med en "god industriel baggrund".
- Han har en solid baggrund, som er relevant i denne her sammenhæng, og han har demonstreret resultater, som viser, at han er den rigtige til at løfte denne her opgave med at flytte Kongskilde til næste niveau, siger Gert Andersen.
Kongskilde Industries fremstiller mange slags systemer, der flytter materialer i rør. Det kan være plastgranulat, afskær fra en produktion, papir eller andre materialer.
Oscar William Gunner erstatter Frank Jacobsen, som siden 2019 har været økonomidirektør for Kongskilde, og som i november sidste år trådte ind i rollen som fungerende adm. direktør.
I en pressemeddelelse fra Kongskilde Industries udtaler Oscar William Gunner, at han er begejstret for at blive en del af koncernen.
- Det er et veletableret brand med en stolt arv, fantastiske mennesker og et stort potentiale. Jeg ser frem til at arbejde sammen med bestyrelsen og hele Kongskilde Industries' team for yderligere at frigøre dette potentiale og levere værdi til vores kunder og aktionærer, lyder det fra den nyslåede direktør.
Kongskilde Industries blev grundlagt i 1949 og leverer pneumatiske materialehåndteringsløsninger til blandt andet plast-, papir- og landbrugsindustrien. Det er systemer, som flytter materialer som for eksempel plastgranulat, afskær fra en produktion eller papir gennem rør.