Maskinfabrik får ny medejer

LJ Maskinteknik i Egtved gennemfører ændringer i både ledelse og ejerstruktur som led i en strategisk udvikling af virksomheden.
Med virkning fra den 20. maj 2025 træder Morten Hedegaard Winther ind som medejer og får en ejerandel på 20 procent. Samtidig justeres ejerstrukturen således, at Lars Jørgensen og Claus Nejrup Jepsen hver ejer 40 procent af virksomheden.
Morten Hedegaard Winther har en solid baggrund inden for industrien og bringer stærke kompetencer og ny energi med sig ind i virksomheden. Han vil fremover indgå aktivt i den daglige ledelse sammen med Lars Jørgensen og Claus Nejrup Jepsen, som fortsat vil have markante roller i både drift og udvikling.
- Vi ser det som et naturligt skridt i virksomhedens fortsatte vækst og professionalisering, udtaler Lars Jørgensen i en pressemeddelelse.
- Med Morten på holdet får vi tilført nye perspektiver og brancherelevant erfaring, der kan styrke vores position på markedet, fortsætter han.
Claus Nejrup Jepsen tilføjer:
- Samarbejdet med Morten har allerede vist sig frugtbart, og vi ser frem til at bygge videre på den positive udvikling, vi er i gang med.