Fynsk storleverandør til bilindustrien ser optimistisk på fremtiden

Det kan godt være, at den tyske bilindustri har skrantet, presset af kinesiske konkurrenter, men det er ikke noget fynske Meneta har mærket noget til.
Læs også: Stor dansk producent ser roligt på Trumps toldtrusler
- Vi har haft et fald i leverancer til Tesla, men til gengæld en stigning på flere af de tyske bilmærker, blandt andet Volkswagen. Vi har faktisk haft et marginalt højere salg mængdemæssigt i 2024 til europæiske biler, siger Kim Østergaard, adm. direktør for Meneta.
Meneta opnåede en lidt højere omsætning på 1.037 mio. kr. i 2024 i forhold til 1.017 mio. kr. i 2023. Fremgangen havde været større, hvis det ikke var for ændringer i valutakurser og udfordringer med stålpriser, vurderer Kim Østergaard. Overskuddet faldt en smule fra 99 til 88 mio. kr. før skat.
Virksomheden producerer såkaldte shims til bremsesystemer til bilfabrikker verden over. Shims sørger for at dæmpe vibrationer fra opbremsningen.
Meneta har fabrikker i Danmark, Indien, Kina og USA. Hovedsædet i Odense har omkring 280 medarbejdere. Globalt har virksomheden øget medarbejderstaben fra ca. 2000 til 2160 ansatte. Det er hovedsageligt i Indien og Kina, at der er ansat flere medarbejdere.
- Vi når budgettet
Kim Østergaard forventer fortsat vækst i omsætningen i 2025 og et overskud omkring 100 mio. kr.
- Det går godt. Vi når vores budgetter. Vi lykkes med at vinde ordrer, vi skal vinde. Vi har lancerer et grønt program med CO2-reducerede varer, og det forventer vi os meget af.
- Vi har haft et flot første kvartal i 2025, men vi er nok tilsvarende bagud i forhold til budgettet i andet kvartal på grund af toldkrigen. Jeg håber og tror, at toldforholdene vil normalisere sig i andet halvår. Der er ingen, hverken USA, Kina eller Europa, der har gavn af en toldkrig, siger han.
Læs også: Stor succes i udlandet - dansk leverandør henter overskud på 100 millioner
Tager toldkrig roligt
Hvis det skulle komme til en regulær toldkrig med høje toldmure mellem kontinenterne, så føler Meneta sig rimeligt klar til det i kraft af, at Meneta producerer sine shims på fabrikker både i Asien, USA og i Danmark.
- Vi er i den heldige situation, at vi har produktion i forskellige regioner i verden. Vi producerer til USA på vores indiske fabrikker, og mærker toldkrigen, men vi tror på, at toldsatserne til USA fra Indien findet fornuftigt niveau. Salget har været påvirket, men det ser nu ud til at vende tilbage. Vores eksport til USA her fra Danmark er ret minimal, og de har vi mulighed for at rokere rundt med for at imødegå straftold, siger han.
- Vi kan godt flytte vores værktøjer rundt i verden, hvis der bliver behov for at flytte produktion. Men det vil kræve nogle investeringer. Lige nu vælger vi at se situationen lidt an, siger Kim Østergaard.
Meneta afsøger aktivt, om virksomhedens kompetencer inden for lyd- og vibrationsdæmpning kan bruges inden for andre brancher. Kim Østergaard tror på, at virksomheden kan finde nye markeder.
Regnskabsår | 2024 | 2023 | 2022 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 1036,8 | 1016,9 | 1015,0 |
Bruttofortjeneste | 386,2 | 364,2 | 316,5 |
Resultat af primær drift | 95,2 | 101,1 | 56,9 |
Resultat før skat | 87,9 | 99,1 | 45,4 |
Årets resultat | 71,2 | 78,9 | 34,5 |
Balancestatus | 1127,6 | 1075,6 | 1187,8 |
Egenkapital | 811,5 | 723,4 | 697,0 |
Antal ansatte | 2162 | 2008 | 2157 |
Kilde: CVR |