Havde fransk gigant i ryggen: Nu er dansk våbenproducent gået konkurs
Det danske selskab Våbenfabrikken, som i efteråret 2024 indgik samarbejde med franske Thales om produktion af militærrifler i Albertslund, er gået konkurs. Det skriver Børsen.
Ifølge kurator for konkursboet, Søren Aamann Jensen fra advokatfirmaet Accura, skyldes konkursen, at selskabet er løbet tør for likviditet, og derfor ikke har haft mulighed for at tilbagebetale et lån til medejer Klaus Ingemann Nielsen.
Ifølge bestyrelsesformand Kim Wiencken bunder konkursen dog i uenighed i ejerkredsen om virksomhedens fremtid. Thales fastholder dog, at projektet stadig har potentiale og ser muligheder i en ny struktur med fokus på riffelproduktion i Danmark.
Thales og Våbenfabrikken indledte samarbejdet med ambitioner om at etablere en dansk produktion af den australskdesignede ACAR-riffel. Produktionen var planlagt i tre faser, men nåede aldrig at blive igangsat. Planen var ellers, at op mod et par hundrede medarbejdere skulle beskæftiges.
Hos Thales kalder selskabets administrerende direktør i Danmark, Martin Søgaard, udviklingen uheldig.
- Men jeg har tiltro til, at vi kan fortsætte samarbejdet i de fremtidige nye rammer frem mod produktion af rifler i Danmark, skriver han i en mail til Børsen.