23948sdkhjf

Offshore-koncern når milepæl efter nyt vækst-år

2024 var endnu et stærkt år for Semco Maritime, som fortsatte væksten og skiftet i retning af koncernens Renewables-forretning

Semco Maritime fastholdt i 2024 de senere års momentum og leverede højere vækst end oprindeligt forventet med en omsætning, der steg 12 procent til et rekordhøjt niveau på 5,6 mia. kr.

Indtjeningen, i form af ebitda før særlige poster, nåede 318 mio. kr. efter høj kapacitetsudnyttelse, effektiv projektudførelse og fornuftig omkostningsstyring.

- Vi fortsatte med at forfølge vores Sustainable Growth-strategi i 2024 og tog vigtige skridt for at øge Renewables-forretningens andel af koncernens omsætning til 65 procent i 2027. Efter en løbende indsats siden lanceringen af strategien i 2022 har vi øget andelen af koncernens omsætning fra Renewables-forretningen, som oversteg halvdelen og nåede 58 procent i 2024. Det er vel at mærke lykkedes, mens vi har skabt en vækst på 27 procent i Conventional Energy-forretningen i samme periode, siger administrerende direktør Steen Brødbæk i en pressemeddelelse.

Lavere ordreindgang

Ordreindgangen var solid i 2024, selvom den ikke nåede det usædvanligt høje niveau fra 2023. Det var som forventet og skyldes ifølge Semco Maritime også mindre attraktive investeringsbetingelser og langstrakte beslutningsprocesser på havvindområdet.

På den baggrund gik Semco Maritime ind i 2025 med en ordrebog på 5,9 mia. kr., hvoraf Renewables udgjorde 88 procent, mens Conventional Energy stod for de resterende 12 procent.

- Vi bekræftede vores strategiske retning, som gør os i stand til at navigere i et udfordrende farvand af politisk og makroøkonomisk usikkerhed kombineret med stigende omkostninger og manglende investeringer i energiinfrastruktur. Mens vores Renewables-forretning vinder terræn og bidrager til at imødekomme de tektoniske forskydninger på de globale energimarkeder, tilpasser og udvikler vi samtidig vores Conventional Energy-forretning for at understøtte energiomstillingen, siger Steen Brødbæk.

Udsigt til moderat vækst

Semco Maritime forventer at fortsætte den positive udvikling i 2025. Omsætningen forventes at ligge inden for et interval på 10 procent omkring niveauet i 2024, der var positivt påvirket af, at Semco Maritime overtog krævende arbejdsopgaver for en samarbejdspartner for at bistå en fælles kunde.

Disse ekstraarbejder vil løfte omsætningen mindre og have mindre negativ effekt på indtjeningen i 2025, og den underliggende forretning forventes således at skabe moderat vækst trods forventede udfordringer på Conventional Energy-området.

Semco Maritime forventer at levere solid lønsomhed i 2025 og nå en overskudsgrad (ebitda) på 5-7 procent før særlige poster.

Udsigterne for 2025 er behæftet med betydelig usikkerhed på grund af politisk modstand mod vedvarende energiprojekter i USA og som følge af fortsat makroøkonomisk uro, der dæmper investeringerne og påvirker den vedvarende energisektor. Derudover medfører fortsat geopolitisk uro og væbnede konflikter blandt andet udsving i energipriserne og udfordringer for vareforsyninger og logistik, hvilket fører til betydelige udsving i omkostninger og lav sigtbarhed.

Semco Maritime A/S
Regnskabsår 2024 2023
Valuta Mio. kr. Mio. kr.
Nettoomsætning 5.639,9 5.028,6
Ebitda før særlige poster 317,9 304,6
Resultat af primær drift (ebit) 267,8 258,3
Resultat før skat 266.5 271,4
Årets resultat 198.9 209,4
Balance 2.334,8 1.929,0
Egenkapital 627,5 543,0
Antal ansatte 2.326 2.036
Kilde: Semco Maritime

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063