Bramidan-direktør ser muligheder i USA - men produktionen bliver i Europa
Den globale virksomhed Bramidan, der producerer maskiner til komprimering af pap- og plastemballage, ser positivt på fremtiden trods den globale økonomiske usikkerhed. Det skriver Jydskevestkysten.
Administrerende direktør Jakob Lysholm Christensen, der har været på posten i fem måneder, har netop afsluttet en forretningsrejse til USA. Han konkluderede, at det ikke kan betale sig for Bramidan at flytte produktion til USA, trods den aktuelle handelssituation.
- På den mellemlange bane er vores underleverandører i USA ikke i stand til at levere tilstrækkeligt, og i givet fald vil de blive nødt til at hente flere af delene udenlands og bliver derfor underlagt samme told, som Bramidan i Bramming, udtaler Jakob Lysholm Christensen til Jydskevestkysten.
Bramidan, der har cirka 200 ansatte fordelt over seks lande, hvoraf 130 er i Bramming, ser fortsat EU som sit største og mest stabile marked. Virksomheden forventer en mindre nedgang på bundlinjen i det kommende årsregnskab, men ingen alvorlige udfordringer.