23948sdkhjf

En sejrsrunde under havet

Esbjerg-baserede MacArtney, der løser højteknologiske opgaver under havets overflade, er blevet kåret som EY Entrepreneur Of The Year i Syd- og Sønderjylland.
- MacArtney Underwater Technology er et virkelig godt eksempel på, at ”Det Blå Danmark” er og kan meget mere end containerskibe, siger Carsten Collin, partner og direktør for EY Entrepreneur Of The Year og fortsætter:

- De påtager sig opgaver inden for alt fra olie- og våbenindustrien til forskningsekspeditioner og løser udfordringer, der ikke findes eksisterende løsninger på. Det er innovation i højeste potens – MacArtney gør nærmest undervands-science fiction til virkelighed og er i min optik den helt rigtige vinder af EY Entrepreneur Of The Year i regionen, siger Carsten Collin.

Siden 1990 har direktøren i MacArtney heddet Niels Erik Hedeager. Entreprenøren Martin MacArtney var nemlig af den sjældne selvindsigtsfulde støbning, der erkendte, at han skabte mest værdi for virksomheden ved at være helt tæt på kunderne. I 2002 gik stifteren bort, og i knap syv år kørte direktøren familievirksomheden, indtil han i 2009 headhuntede den yngste af sønnerne, Marco MacArtney, til netop en stilling som salgschef. Sønnen, der selv er ingeniør og iværksætter, solgte sin egen virksomhed og indvilgede i at træde ind i det verdensomspændende familieforetagende.

Syddanske virksomheder i vækst
Hos Dansk Erhverv glæder chefkonsulent Ulla Brandt sig over fremgangen i regionen. De syd- og sønderjyske virksomheder har i løbet af de sidste par år haft en vækst i antallet af kvalificerede virksomheder. Den fremgang, som regionen oplevede sidste år, har for alvor bidt sig fast.

- Vi har oplevet en målrettet regional og kommunal satsning på øget vækst i Syd- og Sønderjylland samt et tæt samarbejde mellem kommunerne og deres virksomheder, lyder forklaringen på succesen fra Ulla Brandt, der kalder Esbjerg-baserede MacArtney en visionær og innovativ virksomhed med et globalt udsyn.

Hotel Scandic i Kolding dannede rammerne om festlighederne, hvor MacArtney fik overrakt vindertrofæet. Men der var også plads til at hylde de fire andre nominerede vækstvirksomheder: helikopter-service-leverandøren Bel Air Aviation, stålkomponent-producenten East Metal Trade, Microsoft-software-specialisten Mindzet og endelig svejse-eksperten Nordisk Svejse Kontrol.

Men til sidst var det altså MacArtney, der vandt i Syd- og Sønderjylland og nu er klar til landsfinalen i Bella Center den 28. november, hvor det bliver afgjort, hvilken af de seks regionsvindere, der skal repræsentere de danske farver ved EY World Entrepreneur Of The Year i Monaco til næste år.

Om MacArtney Underwater Technology
Virksomheden løser specialopgaver for undervands-industrien verden over fra robotter til hejsespil og leverer højteknologiske fiberkabler og strømførende løsninger.

De primære kunder er offshore-industrien inden for olie, vind og bølgeenergi, men MacArtney leverer også unikke løsninger til u-både og forskningsekspeditioner. Virksomheden bærer navn efter stifteren, Martin MacArtney, der gik bort i 2002, men allerede i 1990 overlod direktørstolen til Niels Erik Hedeager.

Direktøren har siden ansat sønnen Marco Macartney, der i dag går forrest i forretningsskabelsen og de innovative løsninger fra sin stilling som salgschef.

MacArtney beskæftiger i dag cirka 250 medarbejdere – langt størstedelen i produktion og udvikling i Esbjerg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095