23948sdkhjf

Dania vinder markedsandele

Bearbejdningsaktiviteter i Polen og en salgsenhed Kina er en del af strategien hos jernstøberiet i Aars.
Jernstøberiet Dania brugte kriseåret, 2009, som en anledning til at finjustere forretningen. Og en række strategiske tiltag har trods ugunstige vilkår, der satte sine tydelige spor i 2012-regnskabet, styrket Danias lokale og globale markedssituation i 2013.

- 2013 har været bedre (end 2012, red.), men markedet har ikke rigtig ændret sig. Vi er ikke udsat for gode markedsvilkår, men når det så alligevel er gået godt, er det fordi, vi har vundet markedsandele – og dem har vi vundet fra nogle nordeuropæiske støberier, siger Per Thy Sørensen, administrerende direktør hos Jernstøberiet Dania, til Metal Supply.

Det var verdensmarkedets konjunkturer, der tildelte de danske jernstøberier det hårde slag, som medførte et samlet fald i primært resultat på 128 procent tilbage i 2009. En brancheanalyse foretaget af Metal Supply viser, at pilen siden har peget opad for branchen, men i 2012 mærkede jernstøberierne igen markedets nervøsitet, da det samlede resultat af primær drift faldt med 51 procent som en konsekvens af gældskrisen i Sydeuropa.

Dania specialiserer sig i komplekst støbegods i små og mellemstore serier, og netop dette speciale gør jernstøberiet gangbart trods ugunstige danske rammevilkår. Kvaliteten og kompleksiteten af det støbegods, der kommer ud fra de røde fabrikshaller i Aars betyder, at Dania konkurrerer inden for en niche i markedet, men i globaliseret konkurrence er det ikke tilstrækkeligt. Derfor har virksomheden arbejdet målrettet på at effektivisere og fokusere forretningen mod sit kernesegment.

Læs også: Jernstøberierne står stærkt efter krisen

Kina
Oven på krisen valgte Dania således at intensivere jagten på en ny industriel ejer. Den plan kulminerede i 2012, da den amerikanske koncern Mat Holdings købte 90 procent af aktierne i Dania.

- Det Mat kan tilbyde er en virksomhedsgruppe, der kan hjælpe hinanden teknisk og kommercielt. Mat har støberier i Kina, og mange af Danias kunder har produktion i Kina. De vil handle derude, og det er vigtigt for os at kunne supportere vores kunder, siger Per Thy Sørensen.

Per Thy Sørensen forklarer, at Dania med sin ekspertise inden for komplekst støbegods passer perfekt ind i Mat-koncernens vækststrategi. Danias faciliteter og kompetencer styrker Mats position i Europa, mens Mats etablerede set-up i Kina giver Dania adgang til at supportere sine eksisterende kunder og udvide forretningen i Asien.
Internationale Dania
Jernstøberibranchen i Danmark er meget eksporttung, og hos Dania kom 66 procent af omsætningen i 2012 fra eksport. Men ifølge Per Thy Sørensen ender en endnu større del af Danias støbegods i udlandet via sekundær eksport, og virksomheden estimerer, at kun 1–2 procent af produktionen forbliver i Danmark.

Per Thy Sørensen vurderer, at afsætningen af Danias støbegods fordeler sig på følgende måde: 60 procent i Europa, 30 procent i Asien og 10 procent i Amerika.

Som en del af Kinasatsningen har Dania tilknyttet en kinesisk sælger fra Dalian, som skal varetage virksomhedens interesser i Østen. Ligeledes har Dania fundet kompetencer inden for metallurgi på det internationale arbejdsmarked. En portugisisk metallurg skal blandt andet sikre optimalt sammenspil mellem metaller, temperaturer og legeringer.

Polen
Evigt presset af ufordelagtige danske rammevilkår meddelte Dania i starten af året, at bearbejdningsaktiviteterne ville blive flyttet til Polen. Flytningen ventes afsluttet i november 2013, og Per Thy Sørensen forventer udover en produktivitetsgevinst, at der opstår positiv synergi mellem Warszawa og Aars.

- Et af de meget vigtige tiltag vi har lavet hænger sammen med, at kunderne i højere grad efterspørger støbning og bearbejdning samme sted. For at undgå ansvarsoverlevering ønsker man begge processer i samme hus, siger Per Thy Sørensen.

At have bearbejdningskompetencer i huset kan være en konkurrencemæssig fordel i sig selv, men ved at flytte dem til Polen forventer Per Thy Sørensen også at kunne øge aktiviteten på støberiet i Aars og dermed modsvare presset fra de høje danske energiafgifter.

- Det er totalprisen, det handler om, og ved at flytte bearbejdningen til Polen, gør vi regnskabet op i forhold til de høje energiafgifter, forklarer Per Thy Sørensen, og uddyber:

- Rammebetingelserne kan vi ikke gøre noget ved, det skal foregå fra politisk hold. Så vi må fokusere på produktiviteten, og det er et kapløb, man hele tiden skal være med i.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078