23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Metal Supply
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Lukker stor mekanik-fabrik

GPV samler sin mekanikproduktion i Thailand, efter flere store kunder har efterspurgt nærhed til slutmarkederne i produktionen

GPV lukker sin danske mekanikfabrik.

Det fortæller CEO Bo Lybæk til Metal Supplys søstermedie Electronic Supply mandag eftermiddag.

Fabrikken i Tarm har cirka 80 ansatte, og er en af koncernens to mekanikfabrikker. Den anden ligger i Bangkok, hvor man for nyligt har udvidet, og her vil selskabets mekanikproduktion fremover varetages.

- Baggrunden er, at flere af de største kunder de seneste måneder har sagt, at de gerne vil handle med os, men det skal være med produktion i Thailand, siger Bo Lybæk og henviser til både pris og nærhed til slutmarkeder som årsag.

Fabrikken i Tarm, der har eksisteret siden 1979 og tidligere har fungeret som hovedkvarter for GPV i en årrække, lukker ved udgangen af december i år.

Bo Lybæk fortæller, at han tidligere mandag har overbragt nyheden til de ansatte på fabrikken.

- Det er klart, at folk er kede af det, og der blev også fældet en tåre. Nu skal vi finde en god måde at gøre det på, men i dag er det mest chokket, der skal fordøjes, siger han.

12.000 kvadratmeter i Bangkok

Bo Lybæk siger, at der den kommende tid kommer til at pågå en proces, der skal afgøre, hvorvidt de ansatte kan tilbydes en stilling på elektronikfabrikken i Aars. Der er dog en geografisk udfordring i spil, der vil kræve enten flytning eller længere pendlerture.

Direktøren fortæller dog, at den nuværende plant manager i Tarm, Morten Skaarup, kommer til at flytte til Bangkok for at stå i spidsen for mekanikfabrikken her.

Mekanik-fabrikken i Bangkok blev taget i brug i 2023 og fordeler sig over 12.000 kvadratmeter og har cirka 300 ansatte.

GPV er Europas næststørste EMS-koncern. Virksomheden har elektronikproduktion i både Europa, Asien og Mellemamerika, mens mekanikproduktionen fra 2026 vil varetages udelukkende i Thailand.

Mekanikproduktionen omfatter mekatroniske løsninger og dele til virksomhedens omfattende box build-forretning.

GPV omsatte i 2023 for 10 mia. kr. 2024-regnskabet for Schouw & Co.-ejede GPV er endnu ikke offentliggjort, men man forventer at omsætte for cirka 1 mia. kr. mindre som konsekvens af den generelle afmatning i elektronikindustriens efterspørgsel.

Det til trods har GPV bevaret troen på at denne vil vende tilbage og har blandt andet bygget en ny fabrik i Slovakiet og udvidet i Mexico i løbet af det seneste år.

GPV har hovedsæde i Vejle, hvor man dog ikke har nogen produktion. Samlet råder virksomheden over omtrent 8.000 ansatte.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.078