Da AMU Vest i Esbjerg gik konkurs 17. december, spolerede det uddannelsen til overfladebehandler. Uddannelsen er hidtil foregået dels på AMU Vest, og dels på erhvervsskolen Tradium i Randers. De to uddannelsesssteder har delt hovedforløb og specialer mellem sig.
- Vi er derfor i en situation, hvor al uddannelse af faglært arbejdskraft reelt er sat på pause. Det er helt uholdbart for branchen, skriver organisationen Dansk Overfladeindustri i et brev til STUK, Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.