Da nyheden tikkede ind torsdag eftermiddag i sidste uge, var Jens Risvig Pedersen ikke overrasket. Ingen havde budt på de tre havvindmølleparker i Nordsøen på i alt 3 GW, som Energistyrelsen havde udbudt.
- Alle i branchen havde advaret om, at det her ville ske i de sidste to år, men der blev ikke lyttet. Så det var ikke en overraskelse for nogen af os. Men man hører stadig ikke efter, og hvis det fortsætter sådan her, så spilder man bare endnu mere tid. Det har man faktisk gjort, siden åben dør-ordningen blev lukket, siger Jens Risvig Pedersen, adm. direktør for tårnproducenten Welcon.