Efter værftslukning: 40 underleverandører skal vænne sig til et liv uden flydedok
Værftslukningen er oppe over i Hirtshals.
Tilbage står en stribe underleverandører, der skal forsøge at holde aktiviteterne i og omkring Hirtshals.
Og det kan blive vanskeligt, når havnens flydedok også står til at forsvinde, når værftet drejer nøglen.
Det var i oktober, at Hirtshals Yard med direktør Anders Hecht-Pedersen i spidsen meddelte, at værftet såvel som flydedok ville dreje nøglen i starten af 2025. Her fortalte direktøren til Søfart, at man forsøger at sælge dokken. Hvis ikke det lykkes, skal den skrottes.
Men lukningen af værft og flydedok slår ikke de over 40 virksomheder ud, som har berøring med værftet.
Tilsammen udgør de Hirtshals Service Group, der er en sammenslutning af erfarne, maritime serviceleverandører, der samlet kan levere alt fra skibselektronik og motorservice til køleanlæg, overfladebehandling, akselopretning, shipping, stevedore og meget mere.
- Vi forholder os selvfølgelig til, at flydedokken afvikles i starten af det nye år, men vores ressourcer til at servicere skibe fra hele Europa er helt speciel. Havnen har et over 450.000 kvadratmeter stort vandareal og 4,7 km kajlængde, som gør at faciliteterne passer til både store trawlere og mindre joller, lyder det fra Per Christensen, der er formand for Hirtshals Service Group.
- Og så har vi virksomheder med et helt unikt sammenhold, der kan løse alle typer opgaver indenfor skibsservice, tilføjer han.
Ny hyre
Da værftslukningen blev meldt ud, var det også med besked om, at man ville forsøge at finde arbejde til de ansatte i de øvrige virksomheder beskæftiget med skibsaktiviteter på Hirtshals Havn.
Anders Hecht-Pedersen har tidligere fortalt til Søfart, at 12 ud af værftets 32 ansatte ville blive tilbudt arbejde i Vestkajens Maskinværksted, der er søsterselskab og deler ejer med Hirtshals Yard.
De resterende 20 skal ud at finde ny hyre.
Desuden er der seks lærlinge. To er færdiguddannede lige om lidt, men de sidste fire skal der findes nye pladser til hos Vestkajens Maskinværksted eller hos samarbejdspartnere, fortæller han.
- Vi forsøger at hjælpe vores lærlinge med en ny kontrakt hos enten Vestkajens Maskinværksted eller hos kolleger i branchen, siger Anders Hecht-Pedersen, og peger på enten andre nordjyske værfter eller lokalt i Hirtshals, hvor der sker en positiv udvikling hos eksisterende virksomheder på havnen.
Søfart forsøger at få en kommentar fra Hirtshals Service Group om, hvorvidt de har ansat de ledige medarbejdere fra Hirtshals Yard.